Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
133
Spendt Forhold mellem Norge og Erkebiskoppen af Bremen.

efter Adams Vidnesbyrd Tilfældet med den fornævnte saxiske Bernhard, der udentvivl er bleven af Magnus den Gode sendt til Rom for at indvies. Men uagtet hans Vielse ved Paven maatte ansees fuldgyldig, fandt dog Erkebiskop Adalbert sig derved fornærmet, og lod først Bernhard fare til Norge, efter at han havde givet Erkebiskoppen Opreisning, det vil vel sige: havde erkjendt hans Metropolitanhøihed og lovet ham Lydighed[1]. Ellers nævnes England og Frankrige som de Lande, hvorfra de norske Konger fortrinsviis hentede sine Biskopper, eller hvor de lode dem indvie[2]. I denne Fremgangsmaade kan man ikke andet end see en afgjort Uvillie fra de norske Kongers Side mod Erkjendelsen af den bremiske Metropolitanhøihed; og det at de sendte enkelte af sine Biskopper til Rom for der af selve Paven at blive indviede, maa i Grunden betragtes som en Appel til Kirkens høieste Overhoved om at blive fri for hiin paatrængte Metropolitamnyndighed. Og denne Uvillie fandtes neppe hos Kongerne alene; den synes at have været temmelig almindelig i den norske Kirke, da den ogsaa fremskimter hos Islændingerne, der ifølge deres frie Forfatning ei kunne antages at have været i denne Henseende fortrinsviis paavirkede af Norges Konger.

Paa Island havde i den nærmeste Tid efter Christendommens Indførelse flere udenlandske Biskopper virket for dens Befæstelse. Bernhard hiin Bogvise og Rodulf, begge Engelskmænd og udsendte af Olaf den Hellige, ere allerede omtalte. Samtidig med dem var en Kol, og noget senere en Jon Irske, som fra Island drog til Venden og der blev dræbt af Hedningerne. Endelig kom den nysomtalte Bernhard den Saxiske did og forblev der i hele 20 Aar. Af disse tog dog ingen fast Sæde paa Øen, og kun Kol døde der efter en kort Virksomhed. De vare alle at ansee som reisende Missionsbiskopper. Men ikke længe efter Bernhard den Saxiskes Ankomst og under hans Ophold paa Island besluttede Islændingerne at faa sig en fast, indfødt Biskop, og hertil udsaa de en af sine bedste Høvdinger, Isleif Gissurssøn, der boede i Skaalholt og var en Søn af Gissur Hvide, hvem vi ovenfor have omtalt som en af

  1. Ad. Brem. d. s. D. c. 241. Af Adams forvirrede Beretninger kan man rigtignok ikke see, naar denne Begivenhed er indtruffen; men da man af den islandske Biskopssaga Hungrvaka (c. 3) seer, baade at Bernhard var hos Magnus, og at han allerede var Biskop, da han i Begyndelsen af Harald Haardraades Regjering kom til Island, efter som der til hans Virksomhed henregnes, at han indviede Kirker, hvilket kun en Biskop retteligen kunde gjøre, saa maa man antage, at hans Indvielse i Rom er foregaaet i Magnus den Godes levende Live, hvilket imidlertid ikke forhindrer, at den kan være forgaaet efter at Adalbert var bleven Erkebiskop. Munch er dog i denne Henseende af en anden Mening jfr. II. 190.
  2. Ad. Brem. III. c. 135.