forkyndte, i hans Tid og ved hans Omsorg vare omvendte til Christendommen. Men heller ikke heraf blev der Alvor. Da nemlig den fornuftige danske Konge Svein Ulfssøn gjorde ham Forestillinger om Vanskelighederne ved en saadan Reise, opgav han den vist nok i letsindigt Overmod fattede Plan[1]. Hans sidste Tilflugt, for dog at give Verden et haandgribeligt Beviis paa sin udstrakte Metropolitanmyndighed, var at foranstalte en stor Provincial-Synode i Slesvig, hvortil alle Nordens Biskopper skulde møde personligen eller ved befuldmægtigede Sendebud. Dog endogsaa dette, i sig selv ganske rimelige Ønske blev, skjønt understøttet af en Skrivelse fra Pave Alexander II (1061–1073) uopfyldt, og det, som Mag. Adam antyder, paa Grund af de nordiske Biskoppers Gjenstridighed, hvilken Adalbert vist nok ved forudgaaende Overmod maa have vakt[2]. Disse Træk af pralende Herskesyge ere noksom betegnende for Adalberts Karakter.
Med alt Adalberts Overmod og Praleri kan dog ikke frakjendes ham en vis virkelig Iver for Christendommens Udbredelse og Befæstelse i de Lande, hvilke han betragtede som henhørende til sin Metropolitan-Provins. Og naar Magister Adam fortæller, at Sendemænd fra Island, Grønland og Orknøerne indfandt sig hos ham med Begjæring, at han vilde sende dem Lærere, hvilket han og strax gjorde[3], – saa tør man neppe ganske ansee dette for pralende Overdrivelse. Men om ogsaa noget saadant virkelig indtraf, bor man vist ikke deri see noget afgjørende Beviis for, at hine Landes Indbyggere med klar Bevidsthed hyldede hans og den bremiske Erkestols Metropolitanhøihed over sine Kirker.
At tvende Høvdinger af Haralds og Adalberts Sindelag skulde vel forliges med Hensyn til Kirkestyrelsen i Norge, var ikke at vente. Adalbert vilde gjøre sin Metropolitanret gjældende, og Harald vilde ikke erkjende den. Det var især de norske Biskoppers Stadfæstelse og Indvielse ved Bremens Erkebiskop, hvorom Striden dreiede sig. Det er forhen paapeget, at en Spending i denne Anledning mellem den norske Konge og den norske fra England komne Geistlighed paa den ene Side og Bremens Erkesæde paa den anden efter al Sandsynlighed allerede var indtraadt for Haralds Tid, og at Erkesædets Ret ganske vist ikke endnu fra norsk Side var anerkjendt. De norske Biskopper betragtedes endnu nærmest enten som Hirdbiskopper eller som Missionsbiskopper, og Kongen synes selv, rimeligviis efter Overlæg med sine Geistlige, at have valgt dem. De saaledes udvalgte bleve derpaa indviede af hvilkensomhelst udenlandsk Erkebiskop, Kongen dertil udsaa, eller endog af Paven selv. Dette sidste var
