Man seer desuden, at Harald, ligesom Magnus for ham, selv førte Tilsynet med Olafs Skrin, havde dets Nøgler i sit Gjemme og klippede Ligets Haar og Negle. Strax før han tiltraadte sit skjebnesvagre Tog til England, opfyldte han – som der fortælles – for sidste Gang denne Forretning; derpaa kastede han Skrinets Nøgler i Havet, og siden blev det ikke aabnet før efter 200 Aars Forløb[1]. Det er høist sandsynligt, at Harald som Verge for St. Olafs Skrin ogsaa har villet have en Haand med i Anvendelsen af de dertil samlede Skatte; og at han heri ei altid har havt Kirkens Tarv alene for Øie, derfor synes hans i det Hele verdslige Sindelag at tale. Harald sees ogsaa at have staaet i et spendt Forhold til en af de høiere Geistlige i selve Norge, uden at man dog ved Grunden. Den Biskop Bernhard nemlig, der for var hos Magnus den Gode, forlod efter dennes Død Norge, fordi han ei kunde forliges med Harald, drog til Island og forblev her i hele 20 Aar, indtil han først efter Haralds Død igjen vendte tilbage[2]. Der var saaledes udentvivl visse Kjendsgjerninger for Haanden, til hvilke Mgr. Adam støttede sine haarde Beskyldninger, og disse Beskyldninger ere da ikke udsprungne blot af den bremiske Kirkes Had mod Harald, fordi han, som vi strax skulle see, reent ud vegrede sig for at erkjende dens Metropolitanhøihed med Hensyn til Norge.
Paa Bremens Erkesæde sad dengang Bezelins Eftermand Adalbert (1043–1072), en af de overmodigste Kirkefyrster, som den tydske Kirke kan opvise, – hvis hierarchiske Stolthed og Omsiggriben gik Haand i Haand med en verdslig Ærgjerrighed, et verdsligt Sindelag og en verdslig Leveviis, som ikke engang Magister Adam, der dog tilstaar at være ham stor Taknemmelighed skyldig, kan andet end høieligen laste. Denne Adalbert nærede en Tid de mest storartede Planer med Hensyn til sin Kirke. Han arbeidede nemlig paa intet Mindre end at faa den hamborgske Kirke ophøiet til et Patriarchat, under hvilket tolv tydske Biskopsdømmer og desuden alle Biskopper i det hele Norden skulde lyde[3]. Denne Plan skal ikke have været saa ganske fjærn fra sin Udførelse, da den ved forandrede politiske Omstændigheder gik op i Røg. Nu greb han fat paa en anden ikke mindre storladende. Han vilde erhverve sig Navnet og Æren af at være Nordens fjerde Apostel, idet han regnede Erkebiskopperne Ansgar, Rimbert og Unne som sine Forgjængere i dette hellige Hverv; og han vilde for det Øiemed gjennemfare alle Nordens Riger og Lande ligetil det fjærne Island, – Lande, hvis Indbyggere, som han med pralende Usandhed
