bleve af Harald holdne strengt i Ave; og den gamle Einar Thambarsksælver, som ikke kunde finde sig i at give efter for Harald, og hvem denne fra sin Side ansaa for en farlig Folkeleder, maatte haardt bøde for sit Stivsind, idet baade han og hans Søn Eindride bleve lumskeligen fældede af Kongen. Den Reisning i Throndhjem, som Einars Mord havde til Følge, blev dæmpet med underfundig Sluhed; og Harald vidste med Kraft og Klogskab at opretholde den indre Ro i Norge under hele sin Styrelsestid. Med sine Naboriger stod han uafladelig i fiendtligt Forhold; thi hans urolige Ærgjerrighed drev ham til krigersk Virksomhed. Hvad Danmark angik, da kunde han aldrig glemme, at han var gaaen Glip af dette Rige, hvortil han troede sig ved Magnus’s Død ligesaa berettiget som til Norge. „Han hvilede aldrig – siger Mgr. Adam – fra Krig; han var Nordens Lynild, et Ødelæggelsens Onde for alle de danske Øer“[1]. I de 17 Aar af sin Regjering herjede han næsten aarviis de danske Kyster uden dog at kunde vinde Landet fra Svein Ulfssøn, og først i 1064 kom en Fred mellem Rigerne istand, hvorved Svein kom i rolig Besiddelse af Danmark. Mod Sverige øvede han ogsaa Fiendtligheder, da den fra Norge fordrevne Jarl Haakon Ivarssøn der fandt Tilhold. Endelig greb han ogsaa efter Englands Krone, egget af et misnøiet Parti i dette Rige og af sin egen Herskesyge; men her fandt han Maalet for sin urolige Stræben. Han faldt med en stor Deel af den norske Hær i Slaget ved Standfordbro i Nærheden af York den 25 September 1066.
Som Harald i den verdslige Landsstyrelse vilde være den ene raadende, saa vilde han ogsaa være dette med Hensyn til Kirkestyrelsen i sit Rige. En Opfordring hertil fandt han ganske vist i Maaden, hvorpaa Christendommen var indført i Norge, og i de tidligere norske Kongers, især begge Olafernes, Stilling til den norske Kirke. Han vilde opretholde den Kirkens Afhængighed af Kongedømmet, hvori den ved sin Stiftelse var kommen, og ikke taale nogen fremmed Indblanding i dens Anliggender. Men han blev neppe staaende herved. Mgr. Adam, som i Almindelighed giver ham det Vidnesbyrd, at han af Alle var hadet for sin Gjerrighed og Grumhed, beskylder ham for at have bemægtiget sig de Offere og Skatte, som af gudfrygtige Troende vare givne til den hellige Olafs Grav, for at bortødsle dem paa sine Krigsmænd[2]. Dette stadfæstes vel ikke udtrykkeligen i vore Sagaer; men deres Skildringer bestyrke iøvrigt alt for meget Adams almindelige Vidnesbyrd om Haralds Gjerrighed, til at man ganske kan forkaste hans Troværdighed i hiin enkelte Beskyldning.
