Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/143

129

Biskopper under Magnus. Harald Haardraade Enekonge.

ger, saameget mere som hans Ben og verdige Medhjælper Biskop Grimkel vedblev at virke ogsaa under Magnus’s hele Styrelsestid^[1]. Naar denne af Norges Kirke høit fortjente Mand er død, vides ikke.

Den eneste mere fremtrædende Geistlige foruden Grimkel, som omtales i Magnus’s Historie, er en Biskop Bernhard (Bjarnvard), der kaldes med Tilnavn den Saxlandske (hinn saxlendski). Han maa følgelig antages at have været en Saxer og er muligen bleven Magnus bekjendt og har traadt i hans Tjeneste under dennes Ophold i Danmark og Forhandlinger med Hertug Bernhard af Saxen i Anledning af Krigen med Venderne^[2]. Om denne Biskop Bernhard ville vi senere komme til at tale lidt mere.

Norges Forbindelse med Danmark, Krigen med Venderne og Magnus’s Svogerskab med den saxiske Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf han giftede sin Søster Ulfhild, gav Anledning til en nærmere Berøring mellem Magnus og den bremiske Erkebiskop, og vakte rimeligviis Haabet hos denne sidste om at kunne faa gjort sin Metropolitanret over den norske Kirke til Virkelighed. Den daværende Erkebiskop var Bezelin (Wizelin) Alebrand (1033–1043). Han havde under Magnus’s Ophold i Sønder-Jylland en Sammenkomst med denne i Slesvik i Slutningen af 1042 eller Begyndelsen af 1043^[3]. Men hvad paa dette Mode er forhandlet mellem Kongen og Erkebiskoppen er ubekjendt.

16.

Kong Harald Sigurdssøn Haardraade; hans Tvistigheder med Bremens Erkebiskop.

Magnus den Godes Død forhindrede maaskee en indbyrdes Strid mellem de norske Konger. Thi skjønt han og Harald gjensidig agtede og erkjendte hinandens Dygtighed og mange gode Egenskaber, saa var dog deres Sindelag alt for uligt, og Haralds Ærgjerrighed altfor omsiggribende til at Enigheden mellem dem kunde tænkes at blive af lang Varighed. Nu var Harald ene om Norges Styrelse, og han sorte den med Kraft, men ogsaa med Overmod og Haardhed, hvorfor Folket gav ham Tilnavnet Haardraade. Landets Høvdinger, der maaskee under Magnus havde øvet vel megen Myndighed,

1. Theodoricus Monachus, i sin paa Latin forfattede Norges Historie, omtaler Grimkel som tilstedeværende ved Norges Deling mellem Magnus og Harald i 1046. Se Theod. Mon. c. 27 (Scr. r. Dan. V. p. 335).
2. Hungrv. c. 3; hvor han udtrykkelig skjelnes fra den ældre Bjarnvard Vilraadssøn hiin Bogvise, som kom fra England med Olaf den Hellige.
3. Ad. Brem. II. c. 114, 117. I April 1043 døde allerede Bezelin.