broks Æt. England gik nu over igjen til den gamle saxiske Kongeæt og skiltes for stedse fra Danmark, hvis Konge derimod Magnus Olafssøn blev ifølge Overeenskomsten ved Gautelv[1].
Imidlertid havde Magnus’s Kongedømme i Norge vundet Tid til at befæste sig. Der var vel en Stund i Begyndelsen af hans Styrelse, da han ved Hevngjerrighed og Strenghed syntes at skulle forspilde sit Folks Kjærlighed. Skjønt han før sin Antagelse til Konge havde tilsvoret sin Faders Modstandere Strafløshed, saa rørte sig dog Hevnfølelser i den unge Konges Sind, hvilke han maaskee havde saa meget vanskeligere for at bekjæmpe, som de i Løn opeggedes af enkelte fortrolige Raadgivere[2]. Saaledes blev den gamle Haarek af Thiotta fældet i Nidaros saagodt som paa Kongens Opfordring[3]. Selv Magnus’s Fosterfader, Kalf Arnessøn, fandt det sikkrest med Hast at flygte fra Norge, da han mærkede, at Kongen mistænkte ham for at være en af sin Faders Banemænd[4]. Flere af Hovedmændene for Reisningen mod Olaf bleve haardt rammede af Kongens Strenghed, der endogsaa strakte sig til deres Arvinger ved Inddragelse af de Skyldiges Gods[5]. Dette var ikke efter Folkets Sind, som heri med Rette saa Brud paa Ed og paa Lands-Lov. Vide omkring i Landet og især i Throndhjem mærkedes allerede en dump truende Knurren, og der viste sig hist og her umiskjendelige Tegn til en udbrydende Opstand. Men den unge Konge blev endnu i Tide advaret af sine oprigtige Venner. Belært af dem, indsaa han Uretfærdigheden og Uforsigtigheden i sin Fremgangsmaade, og slog ind paa den modsatte Vei. Han opgav alle Hevntanker og udsonede sig snart igjen med Folket ved sin Mildhed. Fra den Stund af blev han sit Folks Yndling; man gav ham Tilnavnet: den Gode, og neppe havde der i Norge været nogen saa almindelig elsket Konge siden Haakon Adalsteinsfostre[6]. Hans Veileder og nærmeste Raadgiver var den mægtige Einar Thambarskjælver. Denne havde, som ovenfor sagt, i Førstningen deelt med Kalf Arnessøn Æren og Fordelen af at være den unge Konges Fosterfader; men efter Kalfs Flugt fra Norge, hvilken Einar lader til ikke ugjerne at have seet, stod han uden Medbeiler som den ypperste af Norges Høvdinger og Magnus’s første Raadgiver samt oprigtige Ven gjennem hele dennes Styrelsestid.
Magnus’s Uvidenhed i Landets Love havde for en stor Deel medvirket til, at han tidligere havde overtraadt dem i Forfølgelsen af sin Hevn mod sin Faders Fiender. Da hans Øine vare blevne aabnede for dette Misgreb, var det ogsaa hans første Omsorg at lade sig underrette i
