Norge. Svein drog til Danmark med sine Mænd, og Magnus, der om Høsten gjennemfor Landet lige til Rigsgrændsen ved Gautelv, blev overalt modtagen med aabne Arme og erkjendt for Norges Konge[1].
Saa hastig og afgjørende vendte sig denne Gang Folkestemningen i Norge. Den danske Styrelse, hvilken man for syv Aar siden havde grebet efter med begge Hænder som en Herlighed, forkastede man nu med Afsky efter at have prøvet den. Selvstændighedsfølelsen havde nu modnet sig hos Nordmændene til klar Bevidsthed og gjennemtrængt det hele Folk. Omveltningen foregik derfor under Folkets eenstemmige Bifald og uden Blodsudgydelse. Svein havde vel ikke opgivet sit Krav paa Norges Kongedømme; han havde hos sin Broder, Hardeknut, der af Faderen var sat til Konge over Danmark, fundet Tilhold og Haab om Hjælp; og i Baggrunden stod den mægtige Knut som en truende Skikkelse. Alligevel vilde vist nok nu et Angreb paa det enige og mod Daneherredømmet ophidsede Norge have været tvivlsomt i sit Udfald, om det end havde været udført med Danmarks og Englands forenede Magt. Men det var ikke Forsynets Villie, at det skulde komme hertil. Knytlinge-Vældets Tid var udrunden. Samme Aar som Magnus blev hævet til Norges Kongedømme døde Knut den Mægtige i England, endnu i sin kraftige Alder, den 13de November 1035. Aaret efter fulgte hans Søn, Svein, ham i Graven; og Knuts Rige splittedes mellem hans tvende efterlevende, uduelige og uenige Sønner, i det Harald med Tilnavnet Harefod bemægtigede sig England, og Hardeknut maatte for det første nøies med Danmark. Denne svage Konge optog imidlertid sin afdøde Broders Krav paa Norge, og en Krig truede med Udbrud. Den blev dog forhindret derved, at begge Rigers Høvdinger lagde sig imellem, og ved et Møde ved Gautelven mellem begge Kongerne kom et Forlig i Stand, hvorved det afgjordes, at de sluttede indbyrdes Broderskab, og at den længstlevende af dem skulde arve den andens Rige[2].
Denne Overeenskomst, der i Grunden maa kaldes et uforsigtigt Skridt fra Nordmændenes Side, hvilket let kunde have blevet farligt for deres nysgjenvundne Selvstændighed, ledede vist nok til en paafølgende Udvidelse af Magnus’s Magt, men ogsaa til mangehaande Forviklinger og megen Blodsudgydelse, der skadede Danmark uden at virke noget sandt Gavn for Norge. Hardeknut døde nemlig først af de tvende Konger. Han døde pludselig (d. 8de Juli 1042) i England, hvis Konge han var bleven to Aar i Forveien ved sin Broders Død, og med ham uddøde den mandlige Linie af Danekonger af Ragnar Lod-
