tydeligere maatte Danerne mærke sin vakklende Stilling i Norge af Thrøndernes tiltagende Modvillie, der opeggedes ved den almindelige Stemme omkring i Landet: at de ved sin Reisning mod Olaf vare Skyld i den Tyngsel, som nu hvilede over Folket[1]. Paa et Thing i Nidaros, hvor Alfifa i sin Søns Navn kom frem med nye for Almuen byrdefulde Forslag, vovede Einar Thambarskjælver med djærve og haanende Ord at vise Dronningen til Rette; og da Alfifa ikke strax vilde give efter, opløste han under Almuens Bifald egenraadigen Thinget. Et nyt Thing blev senere stevnet, men da mødte Ingen. Saadant maatte overbevise Svein og hans danske Høvdinger om, at deres Herredømme i Throndhjem, allerede ravede mod sit Fald, og at her intet blivende Sted var for dem. De droge ogsaa, heder det, strax efter til de sydligere Dele af Landet og fæstede der sit Sæde[2].
Thrønderne, der saaledes vare befriede for Kong Sveins og hans fornemste danske Høvdingers Nærværelse, skrede nu snart fra Ord til Handling. Om Vinteren 1033–34 holdt deres Høvdinger jævnligen Moder for at overlægge, hvorledes de skulde afkaste Danernes Aag; og Enden paa Raadslagningerne blev, at Einar og Kalf med flere af de gjæveste Mænd i Throndhjem om Vaaren 1034 droge gjennem Sverige til Holmgaard for at hente den unge Magnus, Olaf den Helliges Søn, til Norge. Efter nogen Betænkelighed fra Kong Jarisleifs Side fulgte den elleveaarige Magnus dem, og de gave sig i Begyndelsen af 1035 paa Tilbageveien. I Sverige talte hans Stifmoder Dronning Astrid hans Sag og fik flere Svenske til at følge ham, og da han kom til Throndhjem, flygtede Kong Sveins Mænd overalt, medens Bønderne modtoge Magnus med aabne Arme. Paa Ørething i Nidaros blev denne tagen til Konge over hele Norge (1035). Einar og Kalf vare under Navn af hans Fosterfædre hans fornemste Raadgivere og i Begyndelsen Landets egentlige Styrere[3].
Kong Svein var paa Sunnhørdaland, da det spurgtes, at Thrønderne vare frafaldne og havde taget den hellige Olafs Søn til Konge. Et Øieblik tænkte Svein og hans danske Høvdinger paa at vove en Kamp; men snart opgave de denne Tanke, da de mærkede, at heller ikke Landsfolket der, hvor de nu opholdt sig, var at lide paa, og Mange ligefrem erklærede, at de ei vilde stride mod den hellige Olafs Søn. De danske Høvdinger vare høist forbittrede over Nordmændenes Utroskab og Forræderi, som de kaldte det; men i Følelse af sin Afmagt maatte de lade det forblive ved haarde Ord og Trudsler om at ville med Forsterkning fra Danmark og England atter hjemsøge
