Hvorledes den norske Kirke blev til, – hvorledes den beseirede og udryddede Hedendommen i de af Nordmænd beboede Lande, – hvorledes den grundfæstedes ved Olaf den Helliges Love og Indretninger, hvilke saa at sige besegledes ved hans voldsomme Død og strax paafølgende Ophøielse til Helgen, – Alt dette er i det Foregaaende fremstillet. Vi skulle nu følge den norske Kirkes videre Udvikling i dens tidligste Dage, og for dette Øiemed maa vi da først igjen henvende vor Opmærksomhed paa Norges Stilling nærmest efter Olaf den Helliges Død.
Kong Svein og hans danske Styresmænd i Norge havde fundet sig i og givet sit Samtykke til Olafs Helgenophøielse. De havde derved, i det mindste middelbart, godkjendt som lovligt baade Olafs tidligere Modstand mod Knut den Mægtige og hans senere Angreb paa Norge. De kunde ikke længer paastaa, at han havde forholdt Knut det Rige, som med Rette tilkom denne, eller at han var falden som Oprører mod sin lovlige Konge. Men paa denne Maade reve de selv Hovedstøtten bort under sit Herredømme og gjorde dettes Varighed umulig. Naar nu hertil kom, at de danske Herrer, istedet for at stræbe efter Nordmændenes Velvillie ved at sætte sig ind i de norske Forhold og iagttage de norske Love, tvertimod ved at sætte sig ud over hine og gjøre Brud paa disse bortstødte Folket fra sig, naar de desuden ved Mistænksomhed og Uordholdenhed fjærnede de norske Høvdinger fra sig, i hvis Indflydelse paa Almuen, de burde søge sin fornemste Styrke, – saa var det intet Under, at deres Herredømme ligesaa hastig faldt sammen, som det havde reist sig.
Endnu i 1033 var vist nok Svein istand til at reise en Hær i Norge til Forsvar for sit Kongedømme mod Tryggve, en Søn af Olaf Tryggvessøn, der med en Krigerflok samlet i de vestlige Lande vilde gjøre sin Ret til Norges Rige gjældende. Tryggve blev fældet i et Slag i Soknarsund ved Rogaland, og hans Hær spredtes. Men selv under dette forresten heldige Tog fik Svein mærke de haandgribeligste Tegn paa den tiltagende Misstemning i Landet. Einar Thambarskjælver blev nemlig siddende hjemme og vilde ikke følge Kongen. Det samme var Tilfældet med de mægtige Arnes-Sønner, og Kalf Arnessøn lod endogsaa, da han traf sammen med Kongens Hær og opfordredes til at følge den, de Ord falde: at han havde gjort nok, om ikke for meget, for Knytlingernes Magt, djærve Ord, hvorfor Svein dog ikke kunde eller turde refse ham[1]. End
- ↑ Sn. Ol. H. S. c. 262, 263.
