om dette ogsaa mangen Gang i Virkeligheden under sit tilvante Ydre skjuler noget aldeles Nyt.
Dette Sidste var netop Tilfældet hos Nordmændene; deri laa den store Kraft, som opveiede det norske Omvendelsesverks øvrige Mangler. At Norges egne indfødte, norsksindede, af Folket agtede, ja vel beundrede Konger lige ved Omvendelsesverkets Begyndelse satte sig i Spidsen for det og siden utrætteligen drev det til Fuldendelse, – dette gav strax den norske Kirke et nationalt Præg, der forsonede Nordmændene med Christendommens Nyhed og bragte dem til meget snart at opfatte den med Varme og Inderlighed, trods al den Hast og Tvang, med hvilken deres Omvendelse blev dreven. Man saa ikke her i Baggrunden nogen fremmet for Folkets Selvstændighed farlig Magts Indflydelse, man mærkede ingen Stræben fra Geistlighedens Side efter at danne en Stat i Staten, efter at unddrage sig Folkets høieste Øvrighed og skyde sig ind under en fremmed Statskirkes Overhøihed og Beskyttelse. De udenlandske Geistlige, som virkede under de norske Kongers Ledning, handlede i Eet og Alt, som Indfødte kunde have handlet: de færdedes i Norge og blandt Nordmændene som om ethvert Folkelighedens Baand mellem dem og deres Fødeland var afskaaret, lempede sig efter Nordmændenes Tænkemaade, Leveviis og Samfundsorden, og vare derfor ikke mindre besjælede af levende Tro og christelig Iver. Saaledes kunde Omvendelsesverket blandt Nordmændene, skjønt uformeligen og tildeels – kan man vel sige – uchristeligen drevet, alligevel bære Frugter, der kunde maale sig med dem, det bar blandt Danerne og Svearne, drevet under meer kirkelige og christelige Former. Thi at den norske Kirke lige fra sin første Stiftelse i nogen væsentlig Deel stod tilbage for den danske eller svenske, det har man ingensomhelst gyldig Grund til at antage. At den ikke strax fik det canonisk-hierarchiske Tilsnit som de tvende andre, kan vel ikke agtes for nogen særdeles stor Mangel, ligesom heller ikke det, at den i Førstningen optraadte med mindre udvortes Glands. At den derimod meget snart virkede formildende paa; Folkets Seder, er et umiskjendeligt Tegn paa dens indre Kraft, og at den gjennem lange Tider bidrog sit til at hegne om Folkets Sprog og den nationale Videnskabelighed, medens den samtidig virkede for Nordmændenes Deelagtiggjørelse i den almindelige europæiske Dannelse, det er et Træk af Livsfriskhed, hvortil man først seent finder et Sidestykke – og det dog ufuldkomment – i den svenske og danske Kirke.
