saa maa man dog paa den anden Side mærke sig følgende vigtige Omstændigheder: – 1) Omvendelsesverkets Udgangspunkt var et Land, mod hvilket Nordens Folkefærd dengang stode i en fiendtlig Stilling, hvis Udsendinge de altsaa maatte frygte eller i det mindste mistænke. – 2) Disse Udsendige synes, alle deres christelige Dyder uagtet, mindre at have besiddet Kraften til raskt at virke, end den til at taale og lide. – 3) Som Udlændinger og derhos opdragne i Klosterlivets Tvang og Indsluttelse kunde de vanskeligen gjøre sig fortrolige med Nordboernes bevægede Liv og deres særegne Samfundsforhold, deres religiøse Begreber og deres eiendommelige Tænkemaade, og saaledes drage sig alt dette til Nytte i sin Omvendelsesvirksomhed. – 4) Ifølge sin Nationalitet, sin kirkelige Opdragelse, sit Forhold til den tydske Kirke og det tydske Rige fandt de sig forpligtede at knytte sin Omvendelfesvirksomhed til et vist engere, udenfor Norden staaende Kirkesamfunds Interesse, hvis særskilte Magt og Høihed skulde befordres under Eet med Christendommens Udbredelse, og det uagtet hvert Skin af tydsk Overherredømme var Nordboerne og især Danerne forhadt. – Endelig 5) opdragne i det meer udviklede Hierarchies Grundsætninger, søgte de udentvivl strax at gjøre dette gjældende ved saavidt muligt at afsondre Kirken, selv i dens ydre Forholde, fra Staten og gjøre den uafhængig af denne, – en Bestræbelse som rimeligviis gjorde, at de lige fra Begyndelsen heller saa Landsstyrerne som Kirkens lunkne Beskyttere, eller endog som dens Fiender, end som dens ivrige Udbredere, naar denne sidste Virksomhed kunde give Kongedømmet noget Krav paa Overhøihed over Kirken. – Det som her er sagt om de første fra den hamborgsk-bremiske Kirke til Danmark og Sverige udgangne Christendomsforkyndere, gjælder i endnu høiere Grad øm de senere, hvis Virksomhed stadigen lededes af de bremiske Erkebiskopper under den ængstligste Omhyggelighed for, at den bremiske Erkestols Metropolitanhøihed erkjendtes og iagttoges overalt, hvor Christendommen fra den umiddelbart eller middelbart udbredtes. Men de her paapegede Omstændigheder maatte nødvendigen gjøre de Kirker, som ved tydsk Virksomhed stiftedes i Danmark og Sverige, og som holdtes i strengt Afhængighedsforhold under en tydsk Metropolitankirke, for lang Tid unationale baade i Kongedømmets og Folkets Øine; og dette var en Mangel, som hverken kunde opveies ved den langsomme utvungne Omvendelse, eller ved den strengere canonisk-hierarchiske Indretning, som næsten fra først af blev disse Kirker til Deel. Det kunde, saalænge de selv udgave sig, og af Landsfolkene ansaaes før en fremmed Indplantning, umuligen virke ret gjennemgribende paa Folkeaanden, der altid kun mistroisk nærmer sig og med varsom Forbeholdenhed slutter sig til det Fremmede, medens den uvilkaarlig hendrages til det Hjemlige,
