Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/133

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
119
Omvendelsesverket i Norge.

med sin verdslige Magt for Christendommens Udbredelse. – Naar man stiller sig de her fremhævede Forhold for Øie, vil man neppe undres saa meget over Omvendelsesverkets hurtige Gang i Norge fremfor i de tvende andre nordiske Riger.

I nær Forbindelse hermed staar et Spørgsmaal, som vi ei kunne lade ganske uberørt. Var ikke – vil man sige – den Maade, hvorpaa Christendommen indførtes i Danmark og Sverige naturligere og meer stemmende med Religionens egen Aand, end den Maade, hvorpaa den indførtes i Norge? og maatte ikke hiin ifølge heraf lede til en rigtigere Opfatning af Troens Væsen hos de Omvendte blandt Danerne og Svearne, og altsaa til en sandere og inderligere Christendom hos begge disse Folk i det Hele, da Omvendelsesverket hos dem endelig var fuldbragt, end hos Nordmændene? Thi Kirken virker ved sin egen Kraft ad Overbevisningens Vei bedre om ogsaa langsommere, end hjulpen af den verdslige Magt, ved Tvang og Blodsudgydelse. – Som Almeensætning fordrer denne sidste Paastand vort Bifald. Historien lærer os ogsaa, at Christendommens Forkyndere blandt Hedningerne jævnligen have ført den i Munden som en Grundsætning, hvilken baade Fornuft og Christendom opstiller, og det om de samme Lærere end mangen Gang i Gjerningen kun slet fulgte den. Men om man ogsaa billiger selve denne Grundsætning, om man fordømmer Anvendelsen af Tvang og Grumhed som Midler til den christelige Kirkes Udbredelse, og efter Fortjeneste laster de Christendommens Forkyndere, der af sin blinde Iver og lidenskabelige Utaalmodighed have ladet sig egge til at benytte dem, – saa kan man derfor ikke negte, hvad Kirkens Historie ved saa mange Leiligheder vidner, at selv den fremtvungne Omvendelse har i Tidens Løb under Guds Styrelse baaret herlige Frugter, og ofte grundlagt et Kirkesamfund, som hverken i Aand eller ydre Fasthed har givet andre, ved mere christelige Midler stiftede, det ringeste efter. Man kan saaledes ikke altid fra den Omvendelsesmaade, der ved et givet Kirkesamfunds første Dannelse er bleven brugt, strengt slutte til dettes senere større eller mindre christelige Verd. Man kan det saameget mindre i det her foreliggende Tilfælde, som navnligen her Omstændigheder kunne paapeges eller med Sandsynlighed gjettes, hvilke frembragte en Ligevegt i Nordens forskjellige Riger mellem Omvendelsesverkets Frugter.

Om man nemlig end paa den ene Side indrømmer, at Omvendelsesverket i Danmark og Sverige dreves paa en i Formen sand christelig Maade, og at derhos de første fra den tydske, hamborgsk-bremiske Kirke udgangne Christendomsforkyndere vare Mænd, udmærkede baade ved christeligt Sindelag og ved al den Christendomskundskab og Lærdom, man i hiin Tidsalder kunde fordre eller vente, –