Bifald. Det første Tidsrum, fra Christendommens Indførelse i Norge indtil 1152, fremstiller den norske Kirkes tidligste Udvikling, før Hierarchiet endnu i den begyndte at spille nogen iøinefaldende Rolle. Det andet Tidsrum, fra Nidaros’s Erkestols Oprettelse i 1152 indtil Kong Haakon Haakonssøns og Erkebiskop Einars Død i 1263, fremstiller det romerske Hierarchies Indbryden i Norge og den hierarchiske Kirkeordnings raske Fremskridt. Det tredie Tidsrum, fra 1263 til den sorte Døds Ophør i 1350, fremstiller den hierarchiske Kirkeordens bedste Blomstringstid. Det fjerde Tidsrum endelig, fra 1350 indtil den norske Kirkes Reformation i 1537, fremstiller Kirkeordenens Forfald under Kalmar-Foreningen og Forbudene paa den store religiøse Omveltning. Hvert Tidsrum vil, som jeg haaber, vise sig i sin særegne Karakter, som uden Vanskelighed vil kunne opfattes af selve Kjendsgjerningerne, om end mine Henpegninger og Bemærkninger stundom maatte være mindre tydelige eller heldige. Jeg maa beklage, at det fjerde Tidsrums sidste Aarhundrede, muligen kan forekomme Læserne overfladisk behandlet; men herfor maa de for mig tilgjængelige Kilders Beskaffenhed for en stor Deel bære Skylden.
Jeg har ikke udstrakt min Fremstilling længer end over den katholske Tidsalder af den Grund, at de Kilder til den norske protestantiske Kirkes Historie, hvilke jeg hidtil har kunnet overkomme, synes mig altfor fattige og mangelfulde til at kunne afgive Emne for en nogenlunde nøiagtig Skildring. Man tør maaskee haabe, at i den nærmeste Tid Historiegranskernes flittige Gjennemgaaelse af Archiver og andre Haandskriftsamlinger kan for den protestantiske Tidsalder bringe hidtil ukjendte vigtige Kjendsgjerninger for Dagen, og Udfaldet af disse Bestræbelser bør man, som jeg tror, heller oppebie, end fremkomme nu med noget, som ikke alene maatte agtes aldeles utilfredsstillende, men endog muligen senere kunde vise sig at være fuldkommen falskt.
