Jeg forudseer, at Mange i min Fremstilling ville savne tilfredsstillende Oplysning om, hvorledes det christelige Lærebegreb opfattedes af den norske Geistlighed og af denne atter meddeltes Folkets Almeenhed. I dette Stykke maa jeg søge min Undskyldning i Kildernes Fattigdom hvad den Materie angaar, – en Fattigdom, der igjen for en stor Deel har fin Grund i den middelaldrige romerske Kirkes Forkjærlighed for hvad man kan kalde den ydre Kirkebygning, den hierarchiske Form. Denne den romerske Kirkes almindelige Aandsretning gjorde sig nemlig, som venteligt var, ogsaa gjældende hos den norske Geistlighed, der øiensynligt havde Tanken meer henvendt paa Kirkeordningen end paa Kirkelæren, og som derfor har efterladt langt færre Spor af sin Virksomhed for dennes Udvikling end af sin Stræben for hins Fuldkommengjørelse efter Pavedømmets Maalestok.
Mange ville muligen ogsaa bebreide mig, at jeg har opholdt mig altfor meget ved den norske Statshistorie, og derved vidtløftiggjort min Fremstilling meer end nødvendigt. Men skjønt jeg selv ved mangen Leilighed har følt dette og gjort mig Betænkelighed derover, saa har jeg dog paa den anden Side frygtet for, at en større Korthed i Fortællingen af de reent verdslige Begivenheder skulde gjøre min Fremstilling af Kirkeforholdene uklar og navnligen vanskeliggjøre Opfatningen af Forholdet til enhver Tid under Katholicismen mellem Kirke og Stat i Norge; – og at dette rigtig opfattes, anseer jeg for at være af fortrinlig Vigtighed i en Historie, hvor dog den ydre Kirke, ifølge Sagens Natur, kommer til at spille Hovedrollen. Jeg indrømmer imidlertid gjerne, at min overveiende Syslen gjennem en lang Aarrække med Fædrelandets politiske Historie kan i omtalte Tilfælde muligen have ledet mig paa Afvei; men jeg vover isaafald at gjøre Regning paa mine Læseres Overbærenhed.
Min Behandling af det mig foreliggende Emne under fire Hovedtidsrum tror jeg vil findes naturlig og derfor vinde de fleste Læseres
