ning holdt sin Flaade samlet i længere Tid. Imidlertid opløste den svenske Ledingshær sig, og Olaf, der saa Tilbageveien til Søs gjennem de danske Farvande spærret for sig, maatte efterlade sine Skibe i Sverige og fare landveis gjennem Gautland hjem til Viken[1].
Knut stolede dog i sine Planer mod Norge mere paa sine snedige Kunster og paa Nordmændenes Stemning mod Olaf, end paa sine Vaabens Magt. Olaf var nemlig paa den Tid ikke almindelig elsket i Norge, og især havde han i flere af Landets mægtigste Høvdinger deels aabenbare, deels hemmelige Fiender. Den Strenghed, ja Grumhed, hvormed han havde faret frem ved Christendommens Indførelse, havde gjort sit hertil, især da han aldrig tog Hensyn til Personerne, men behandlede den Mægtige og den Ringe lige haardt. Den Uvillie, som man mangesteds under Omvendelsen nærede mod Christendommen, havde han saaledes vendt mod sin egen Person, og Uvillien mod Personen havde holdt sig frisk, efterat Uvillien mod Verket allerede var dæmpet eller udslukket. Uagtet saaledes den paafølgende Reisning mod Olaf ingenlunde maa ansees som en Reisning mod Christendommen, hvad den slet ikke var, saa kan dog Christendommens Indførelse siges middelbart at have havt Deel i den. Men nærmest tilskrive dog Sagaerne, og det vist med fuld Ret, Olafs verdslige Landsstyrelse Folkets og især Høvdingernes Uvillie mod ham. „Det havde – sige Sagaerne – været meget almindeligt i Norge, at Lendermænds eller mægtige Bønders Sønner, fore paa Hærskibe og erhvervede sig Gods ved at herje baade udenlands og indenlands. Fra den Tid Olaf tog Kongedømmet, fredede han sit Land saaledes, at han gjorde Ende paa alt Ran indenlands; og om det end var mægtige Mænds Sønner, som brød Freden, eller øvede hvad Kongen tyktes ulovligt, saa alligevel, naar han formaaede at naa dem med sin Revselse, hjalp ingen hverken Bøn eller Bod for, at de jo bleve straffede paa Liv eller Lemmer, og det lige strengt den Mægtige som den Ringe. Men dette syntes Landsfolket at være overdreven Haardhed, og de som saa sine Frænder dræbte, opfyldtes af Had mod Kongen, om end Straffen var vel fortjent. Det var saaledes den første og fornemste Grund til Landsfolkets Reisning mod Kong Olaf, at man ei taalte hans Retfærdighed; men han vilde heller opgive sin Høihed end vige fra hvad der var Ret[2]. Og denne Stemning var det Knut listigen benyttede, idet han deels vandt de Misnøiede for sig selv ved herlige Løfter, deels fremstillede for Almuen den i sin Tid vensæle Haakon Jarl som Norges vordende Styrer. „Medens Olaf – heder det syntes Folket haard og tilbøielig til at straffe, lovede Kong Knut Guld og grønne Skove; og Høvdingerne bleve blendede derved, at
