Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/117

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
103
Olaf og Knut den Mægtige.

til den at fatte os i saa stor Korthed, som lader sig forene med en klar Oversigt over Begivenhedernes Gang.

Det havde for Christendommens Sag været en heldig Omstændighed, at Olaf i al den Tid, han var mest sysselsat med dens Indførelse, havde været aldeles uanfegtet fra dansk Side. Knut den Mægtige havde hidtil havt saa meget at tage Vare i England for at sikkre sit Herredømme over dette Rige, at han forholdsviis lidet havde kunnet tage sig af Danmark, og slet ikke kunde tænke paa at sætte sine Fordringer gjennem med Hensyn til Norge. Men fra 1025 af forandrede sig Sagernes Stilling. Knuts Herredømme i England var nu grundfæstet, og hans Magt større end nogen dansk Konges for ham havde været. At nu Norge, til hvilket, i det mindste for en Deel, han selv kunde siges at have en gammel Arveret, og hvor han desuden kunde paaskyde Omsorgen for sin Søstersøns, Jarlen Haakon Erikssøns Rettigheder, – at det blev det nærmeste Maal for hans herskesyge Udvidelseslyst, var ganske naturligt, og noget som Olaf ei heller kunde være uforberedt paa[1]. Knuts første Fordring, som han fremsatte for Olaf i 1025 ved sine Sendemænd, gik ud paa, at Olaf skulde komme til Knut og tage sit Rige til Len af denne, i hvilket Tilfælde han skulde vedblive at styre Norge under Knuts Overhøihed. Denne Fordring afviste Olaf med Foragt, og nu indtraadte et aabenbare fiendtligt Forhold mellem begge Konger[2].

Olaf, der nu kunde vente hvert Øieblik et Angreb fra England eller Danmark, satte sig i Forsvarsstand, og søgte derhos Forbund med den svenske Konge Ønund Jakob, hvis Søster Astrid han havde til Egte. Ogsaa Knut havde ved Sendemænd henvendt sig til Ønund og med store Gaver søgt at lokke ham paa sin Side; men Ønund foretrak Venskabet med Olaf og forbandt sig med ham til Forsvar mod Knuts omsiggribende Magt[3]. Krigen kom til Udbrud i 1027, da den forenede norske og svenske Hær begyndte Herjninger i Danmark, for Knut endnu med sin samlede store Krigsmagt var kommen did fra England. Men da Knut kom i Følge med Haakon Erikssøn Jarl, trak de forenede Konger sig med sin Flaade paa Østsiden af Skaane. Her lykkedes det dem i et Slag udenfor Helgeaaens Munding, ved Krigslist at bringe Knuts overlegne Magt i nogen Forvirring; men de fandt sig dog ikke i Stand til at forfølge den i Slagets Begyndelse vundne Fordeel. De droge sig længer mod Øst langs den svenske Kyst, Knut derimod til Øresund, hvor han imod Forvent-

  1. Hvorledes Knut begrundede sit Krav paa Norges Rige eller idet mindste paa Overhøiheden derover, findes klart udviklet i de større Sagaer om Olaf den Hellige s. Sn. O. H. S. c. 139, Frnm. s. IV. S. 288.
  2. Sn. O. H. S. c. 140.
  3. Sn. O. H. S. c. 141, 142.