dagjældende Samfundsorden og Statsforfatning Norge var nemlig deelt i fire Hoveddele: den nordlige, hvis Kjerne var Throndhjem, hvis Foreningspunkt var Frostathinget, hvis fælles Lov var Frostathingsloven, og hvilken under Eet som Lagdømme benævntes Frostathingslagen; – den vestlige, hvis Kjerne var Hørdafylke, hvis Foreningspunkt var Gulathinget, hvis fælles Lov var Gulathingsloven, og hvilken under Eet som Lagdømme benævntes Gulathingslagen; – Oplandene, eller Indlandet, hvis Kjerne egentlig var de tre Fylker, Raumafylke, Heinafylke og Hadafylke, hvis Foreningspunkt var Eidsivathinget, hvis fælles Lov var Eidsivathingsloven, og hvilken under Eet som Lagdømme benævntes Eidsivathingslagen; – og endelig Viken, eller den sydøstlige Landsdeel, der vistnok endnu ikke havde noget fast Foreningspunkt i et fælles Lagthing og neppe heller nogen fælles, fra Eidsivathingsloven skarpt adskilt Lov, men som dog i statsretlig Henseende udgjorde en selvstændig Eenhed ligeover for de andre tre Landsdele, og senere fik et Slags Foreningspunkt i Borgarthinget, en fælles Lov i Borgarthingsloven, og fra den Tid som Lagdømme benævntes Borgarthingslagen. – Hver af disse fire Landsdele, eller, som man paa Olafs Tid i det mindste kan benævne de tre, Lagdømmer, vare med Hensyn til Lovgivning indbyrdes uafhængige. Naar nu altsaa deres ældre Lov skulde forandres efter Christendommens Tarv, og en Christenret deri indskydes, da maatte dette skee ifølge Overeenskomst mellem Kongedømmet eller Kongen paa den ene Side og den egentlige lovgivende Magt, de paa Lagthinget samlede Bønder, paa den anden. Kongen kunde have opgjort med sig selv og med sine nærmeste verdslige og geistlige Raadgivere Grundsætningerne for de Forandringer, der i den verdslige Lov til Christendommens Tarv skulde gjøres; han kunde ligeledes med sine geistlige Raadgivere have sammensat i Grundtrækkene den Christenret, som han vilde have indført i hele Landet; – men den egentlige Anvendelse heraf paa de enkelte Landslove afhang af hans Underhandlinger og Overeenskomst med Bønderne i hvert af de fire Lagdømmer, og maatte naturligviis lempes efter enhver Lovs ældre Indhold og Form. Saaledes kan man med Sikkerhed slutte, at Norges Christenret allerede fra Olaf udgik under fire forskjellige Former eller i fire forskjellige Bearbeidelser, een for hver Landsdeel, eller hvert Lagdømme, om end Hovedindholdet i Grunden var eet og det samme i alle fire; og paa dette firdeelte Grundlag udvikklede de sig senere under den firdeelte Lovgivning efterhaanden til en større indbyrdes Forskjellighed, end oprindelig fandtes mellem dem. Paa denne Maade maa man tænke sig de norske Christenretters Oprindelse og Udvikling, og fra dette Standpunkt maa man bedømme deres indbyrdes Forhold.
