Tro“, hvorpaa Trosartiklerne følge[1]. Vi see hvorledes Olafs varme Christentro vakkert, skjønt i enfoldige Ord, udtalte sig gjennem Folkets Mund i den første norske christne Lov, og hvorledes den gjenklang i Norges senere Lovgivning, saalænge som Rigets gamle, ved ham befæstede, Selvstændighed stod ved Magt.
Hvad nu forresten Indholdet af Olafs Christenret angaar, da maa man af de ovennævnte ældste Kilder, og fortrinsviis den ældre Gulathingslov, slutte, at det i sine Hovedpunkter har holdt sig ved følgende Gjenstande: – Frigivelse af et vist Antal Trælle ved Menighederne, hvilket skulde ske aarlig paa hvert Lagthing; – religiøse Gjestebuder (ölgerðir) paa bestemte Aarets Tider (navnligen ved Allehelgensmesse, Jul og udentvivl ogsaa Jonsmesse); – Kirkens Forstandere og Tjenere, deres Skyldighed og Underholdning; – Kirkerne, deres Bygning, Opretholdelse og Styrelse; – Søndage og Messedage og deres Helligholdelse; – Faste og forbuden Spise; – Daab og Forbud mod Børns Udsættelse; – Begravelse; – Egteskab, og inden hvilke Led i legemligt og aandeligt Slegtskab det er tilladt; – Forbud mod Hedendom og Trolddom og hvad dermed staar i Forbindelse; – Forbud mod visse Forbrydelser, der ansaas som de største Christendomsbrud og derfor vare Ubodeverk[2]. – De her anførte Gjenstande for Christenrettens Bestemmelser ere opstillede i den Orden, hvori de i Gulathings-Christenretten findes. I Vikens Christenret er Ordningen noget anderledes; der findes heller ikke Bestemmelserne om Trælles Frigivelse og om religiøse Gjestebuder. Men forresten ere de omhandlede Gjenstande i Hovedsagen de samme, skjønt Bestemmelserne i det Enkelte f. Ex. med Hensyn til de fastsatte Bøder og Straffe, kunne være noget afvigende[3]. Det samme gjælder om den ældre islandske Christenret, der, skjønt den dreier sig om samme Hovedgjenstande, udmærker sig ved en langt større Udførlighed i Enkelthederne end de to norske – en Egenhed som overhovedet findes ved hele den ældre islandske Lovgivning, sammenlignet med den norske. Denne Samstemmighed mellem de tre ældste Christenretter med Hensyn til Hovedindhold, forenet med den Omstændighed, at alle de yngre norske Christenretter tydelig vise sig som udvidede og fuldstændiggjørende Bearbeidelser af hine ældre, godtgjør noksom, at de alle ere udsprungne af een og samme Kilde, nemlig Olafs Christenret, hvilken vi som allerede yttret nærmest kjende af de Bestemmelser i den gamle Gulathingslovs Christenret, hvilke i denne selv angives som de ældre.
At den af Olaf givne Christenret, skjønt i Hovedsagen een for hele Norge, alligevel maatte komme til at fremtræde noget forskjellig formet i de forskjellige Landsdele, var en nødvendig Følge af Norges
