Aaret 1920 har paa flere maater været betydningsfuldt for vort land i politisk henseende — saavel indenrikspolitisk som for Norges forhold til utlandet.
Den største utenrikspolitiske begivenhet har utvilsomt været Norges tilslutning til Nationernes Forbund. Efterat denne sak var forberedt gjennem en særlig sakkyndig komité fremsatte Gunnar Knudsens regjering i begyndelsen av Stortingssessionen 1920 forslag om, at Norge skulde melde sig ind i det nye Folkeforbund. Saken blev behandlet i konstitutionskomiteen, som for anledningen blev forsterket med de forskjellige partiførere. Komiteens sterke borgerlige flertal (10 mand) under formandens, advokat C. F. Michelets ledelse, sluttet sig til propositionen om indtræden i Forbundet, mens de to socialister fremsatte et særforslag og stemte mot tilslutningen. Stortinget drøftet spørsmaalet i møter 3. og 4. mars og forkastet tilslut komiteens mindretalsforslag mot de tilstedeværende 17 socialisters stemmer. Derpaa vedtoges forslaget om indmeldelse i Nationernes Forbund den 4. mars med 100 mot 20 stemmer. Det mindretal, som stemte mot, bestod av 16 socialister (idet Gausdal ved den avgjørende votering stemte for indmeldelse), høiremændene Hambro og Sollie, venstremanden Belland samt Mohr av Landmandsforbundet. I henhold til Stortingsbeslutningen tiltraadte saa Norge Forbundspagten og sendte 3 delegerte (Hagerup, Nansen og Blehr) med varamænd til Forbundets første delegeretforsamling i Genf i november-december.
Vort land hadde her den store tilfredsstillelse, at vore utsendingers indlæg under forhandlingerne i Genf Vakte en smigrende opmerksomhet.
I februar 1920 undertegnedes i Paris en traktat, hvorved Norges høihetsret over Spitsbergen med Bjørnøen anerkjendes. Traktaten forutsætter imidlertid ogsaa en særskilt bergverkslovgivning, som skäl forelægges samtlige signatarmagter til godkjendelse. Det er imidlertid ikke gaat saa glat med at faa istand en tilfredsstillende
