bleven student og måtte reise til Kristiania, græd såmæn Anne Grethe sine modige tårer, men Nils lovede at skrive flittig til hende — et løfte han også havde holdt gjennem flere år.
Da så Nils’s forældre døde, og han flyttede familiesølvet og de dyrebareste møbler med sig til Kristiania, faldt det næsten af sig selv, at den gamle pige fulgte med. Thi nu, da Nils stod alene i verden, syntes Anne Grethe, det var hendes pligt at være ham i moders sted. En anden vilde maske have følt sig plaget af dette gamle inventar; — men ikke så med Nils. — Han holdt virkelig meget af Anne Grethe, der hun gik så lun og god og snusfornuftig omkring mellem fars tykke møbler og snakkede sit velsignede vestlandsk og lagde noget af det gamle hjems stemning og hygge over hans ungkarlestuer.
Og desuden — Nils Bang var ude over den første oppositionslystne ungdom, da man på liv og død må hævde sin egen personlighed ligeoverfor alt og alle. Han kunde føie sig; — livet havde gjort ham lidt lad og ligeglad; derfor lod han Anne Grethe småskjænde, lovede bod og bedring, men hørte i virkeligheden ikke stort på, hvad hun sagde.
