Side:Jul i Skrivergaarden.djvu/16

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

et under det igjen. — Og tilslut er en færdig med alle serierne, og så er en frisk, for. så er en bare den kjære sig selv.»

«Haha! Pessimist altså! Er det der vi har dig? Pas dig — du ved vi skal lugte på hinanden nu.» .

«Pessimist — ånei — det kan jeg ikke sige. Men det er da naturlig. Man går jo hver sin vei. Og når en ikke passer sammen længer, så går det da ikke an for mandfolk at gnubbe sig opad hinanden, fordi man engang har været gode venner ? Ja — har du truffet nogen af de gamle fra dengang, kanske?»

«Ja — oprigtig talt. Jeg har da truffet en før dig. Igåraftes så jeg han Svendsen, du ved, Snyltesvendsen med den sorte hornlorgnet. Pudsig fyr forresten i sin tid. — Jo—ham traf jeg såmæn hos barberen igåraftes. Men Gud bevare dig hvilken forandring! Alvorsmand, briller, fædrelandsbekymret, moralsk! Han syntes endog at kunne erindre, at han skyldte mig penge. Mirakel, tænkte jeg, Snyltesvendsen husker, at han skylder nogen penge.»

«Nå — hvordan gik det.»

«Jo — jeg sagde skidt i de pengene — kom nu, så går vi hen på en kneipe og spiser aften sammen og snakker om gamle dage.