og spurgte efter dig. Herregud, hvor alt er forandret. Jeg kjendte ikke et menneske — knapt nok et hus — i hele byen.»
«Nei, det skal du få mig til at tro Men for nu at snakke om dig. Er du færdig nu?»
«Færdig? Med at studere kunsthistorie? 0, sancta simplicitas!»
«Jeg mener, om du vil slå dig ned her hjemme nu, eller om du strax tager ud igjen.»
«Ja — hvem ved? Nei, ser du, for det første vil jeg se mig lidt om. Se hvordan her er, kjende på det åndelige klima. Ja, hvordan trives du her?»
«Tak bra. Men det åndelige klima, du taler om, har jeg aldrig kjendt noget til. Her er ikke tale om klima, som tolder Antonisen i Mandal altid sagde.»
«Nå — men de gamle venner da?»
«De gamle venner? De fra vor tid, mener du? Ja, hvor mon de er blevet af? Jeg ser nu og da en og anden af dem på gaden, men snakker aldrig med nogen af dem. Nei, ser du, venner, dem har man sådan i serier. Og så skaller en af sig den ene serie efter den anden, akkurat som efter mæslinger. Ja — du hører jeg er mediciner. Først et lag, så
