Og i virkeligheden havde Henriks
åbenhjertige og greie svar med et fjernet den
reserverethed, som ganske naturlig måtte
melde sig hos to voxne og forsigtige
mandfolk.
Nils Bang gik derfor strax ud til Anne Grethe og sagde, at hun måtte lave en ordentlig god frokost — god mad, god vin, lysestager på bordet og gardinerne rullede ned for vinduerne.
Det skal siges til Anne Grethes ros, at hun ikke fandt dette synderlig urimeligt forlangt. Det skulde da være lysestagerne og gardinerne. Dette gik hun og disputerede med sig selv ude i kjøkkenet, men da hun havde snakket længe frem og tilbage, kom hun til det resultat, at forresten — en kunde nu sige, hvad en vilde — så kunde der være noget i det, — sligt et bælmørke en havde nu om dagene.
«Sig mig nu først,» spurgte Nils, da han kom ind igjen, «hvor ialverden har du været i alle disse år?»
«Oho — oh! Det var et langt spørgsmål! Spørg heller om hvor jeg ikke har været! lalfald i Europa! Sidst kommer jeg fra Tyskland. Igåraftes. — Jeg var på Gravesen
