stiftelsen, — de kunde undertiden få de be synderligste indfald. — Men i sligt veir! — Umuligt!
Nå, der lukkede Anne Grethe op. Hvad! — Hvad var det for en stemme? — «Jo, herren er hjemme, værsågod — »
Hvem pokker kunde komme nu? — Kanske en medstuderende, som vilde låne forelæsning i julen—?
Anne Grethe lukkede døren op. «Her er en herre, som vil tale med dig, Nils,-» sagde hun og lod døren blive stående.
Nils Bang ud i gangen — ja der stod en høi mand og stampede sneen af sine støvler. Han var i sid pels, der var aldeles hvidpudret, og sneen havde også bidt sig fast i hans spidse mørke skjæg.
«Goddag, Nils Bang — » råbte den fremmede — «nå du kjender mig nok ikke igjen, du gamle musikanter — ?»
Han snakkede meget høit, næsten lar mende; — hvem ialverden —
«Henrik! Er det dig! Nei, er det virkelig dig! Henrik Parelius Rogge. Kom ind med dig da—!»
Nils for imod ham og trykkede begge hans hænder. «Nei hvor rart, at netop du
