juleferien. Og bøgerne blev slængt ind i den inderste, svarteste hyldekrog, de bæster! Og frem fra mørkeloftet kom ski og skøiter og kjælker, og om kvælden ved lampen kunde man med en himmerigs god samvittighed hensynke i nydelsen af Urskovens døtre eller en anden brændende morsom romanbog, medens mors fattigmandsbakkeise stod ved siden af paa en bakke.
Han kjendte endnu denne juleduft — sammensat af mange forskjellige: det var duft af smult, som fattigmændene bagtes i, og af skinkerne, som hang på loftet. Det var duften af renskurede værelser og nystivede gardiner og et lidet friskt stænk af granduft fra juletræet, som var henlagt i skråkottet ved siden af gangen.
Og nu idag steg alt dette frem for ham igjen, så blidt og glædeligt — uden savn, ja næsten uden vemod.
Pludselig ringede det på entréklokken.
Se så — nu kom der nogen og forstyrred. — Hvem kunde nu det være? Lad mig se — hvem pleiede at komme på denne tid af dagen.
Posten? Nei, den havde været her allerede. Kanske en af de gamle tanter ude fra frøken-
