„Naa, naa, Morten! — vil Du lade Folk i Fred Du!” …
Kapteinen tog op en Tobaksrul og holdt en Stump ud til Staldbukken, der kom farende imod dem inde fra Gaarden.
… „Saa Skjæggemimre! — han vil ha’ sin Ranson, den Karen.”
„Du, Ma!” raabte han, da han saa hende komme fra Staburet. „Hvad siger Du om, at jeg ta’r Inger-Johanna med mig imorgen? — saa har de Følge hjemover igjen paa Fredag med Ola og Hestene, — hun og Jørgen!”
„Men kjære Jæger, hvad skal hun deroppe? …”
„Hun kan overnatte i Grønnelidsætrene.”
„En saa anstrængende Tur. Det er jo aldeles uveisomt og vildt, hvor Du maa fare!”
„Hun kan faa sidde paa Hesten langt ovenfor Sæteren. Svarten gaar saa stø som en Præst med hende og Kløvsadlen, baade i Fjeld og Myr. Jeg ta’r Selv Blakken.” Han var blevet helt hidsig ved Udsigten til at faa hende med.
„Javist skal Du være med!
Du faar lægge godt i Nisteskræppen til os, Ma! Klokken fem imorgentidlig maa vi være afsted.
Tronberg støder til med Hest længere oppe, saa der kan bli’ Raad til at sidde op for Dem ogsaa, Grip!”
Grip tog et Sprang med Jørgen henover Gaarden, fakkede ham endelig og kjørte ham ind igjennem det aabne Kjøkkenvindu.
— Kapteinen strævede brunstegt i Nakken, rød og svedende i Skjorteærmerne i Fjeldmarken oppe under Torsknuten.
Foran gik Kløvhestene med Inger-Johanna og al Oppakning og ved Siden af ham nogle Bønder,
