„Takker,“ takker saa uhyre meget; Frue! — for al Deres Venlighed” …
„Hun vil ikke ha’ mig, det er greit,” mumlede han medens han drev paa Gaarden udover Formiddagen; de sov allesammen undtagen Fruen.
Men ikke var han kommen hid for at geleide Kapteinen …
Om Eftermiddagen, da det begyndte at svale lidt, var Kapteinen, Inger-Johanna, Jørgen og Student Grip gaat den vakkre Vei henover til Kværnen. Stor-Ola og Aslak, Husmanden, fulgte med; det var Kværnhjulet, som der skulde gjøres noget ved nu, Kværnbækken var næsten tør.
De stod der i ivrig Studeren paa, hvordan Hjulet bedst skulde lettes af Aksen, da det med ét gled. —
„Den Jørgen … den Jørgen, han fandt Snittet med Hjulet han!” udbrød Kapteinen stolt:
„Du faar ta’ Tore Snedker tilhjælp, Ola! saasnart Du kommer tilbage med Hestene fra Fjeldet … Og lad Jørgen vise Jer det, han skjønner det, han! — Bare det ikke er Bogen, saa er han gløg nok” …
„Du faar holde Dig i Luggen og puge, Jørgen, gjøre som med Rugmelsgrøden, jo før den er spist, des fortere er den over,” trøstede Grip.
„Se saa, sa’n! — der holdt jeg paa at glemme Fiskesnøret til imorgen. Du faar ned til Landhandleren ikvæld, Du Jørgen! … Vi fisker selv Ørreten deroppe, skal De se,” vendte Kapteinen sig til Grip.
„Aa—haa, ja,” pustede han ud, idet de vandrede hjemover. „Jeg kan vel trænge til at komme tilfjelds nu … jeg kommer altid tre, fire Pund lettere ned igjen.”
„Jeg har undret paa det Stykke af Landet helt fra Skolebænken,” bemærkede Grip, „vi maatte sætte Bygdinsøen til i Geografien … at den var
