„Det var hverken for din eller min Skyld, Ma!” smaahumrede Kapteinen.
Han kjørte Tømmerne, men vendte sig uafladelig for at følge Passiaren inde i Vognen og slænge en Bemærkning ind med. Jørgen og Thea, der hele Dagen havde forholdt sig beskedent passive, men gjort desto flere Iagttagelser, var nu paa deres høie Hest; især var Thea selvfølende som det eneste Liv, hvem det var lykkets at undslippe Fogden. …
Og hjemover bar det i den lyse, stille Julinat, Bakke op og Bakke op, — paa sine Steder nedover, — Fod for Fod, Skridt for Skridt, uden hvor de turde slippe Vognen lidt i Fart nederst i Bakkeknækkene.
En god flad Halvmil, hvor de alle kunde faa sidde i Vognen, gik det nu Dilt i Dilt.
Det var lummert, med en halvfugtig Duft fra Høsaaterne og et let Præg af Skumring over Egnen … Stor-Ola gispede, Kapteinen gispede, Hestene gispede, Jørgen duppede, Thea sov indpakket under Ma’s Sjal. Af og til opskræmtes de af Susen fra en Fjeldbæk, som fo’r skummende under Veibroen …
Inger-Johanna Sad og smaadrømte og saa tilslut en gulbrun Padde for sig med smaa, nysgjerrige Øine og store Mundviger … og saa reiste den sig saa mavetyk og kluntet … og hoppede hen imod hende …
Hestene stansede.
„Huf! — jeg tror jeg drømte om Fogden!” vaagnede Inger-Johanna frysende.
„Vi faar ud her!” lød det nattesøvnigt fra Kapteinen … „i Rognerudbakkerne. Ma kan bli siddende med Thea.”
Dagen randedes … De saa Solen gylle og Skjæret drage sig nedover Fjeldtopperne. Den laa ligesom og gløttede paa dem først, til den med ét sprat over Kammen i øst som en Guldkugle og rødnede
