Han lurede paa en Leilighed til at faa en Passiar istand med Inger-Johanna, men fandt en uoverstigelig Hindring i Sorenskriverens belæste Frue, der begyndte at underholde sig med hende om fransk Literatur, et Gebet, hvori han følte, han ikke kunde gjøre sig gjældende.
Paa Fogdens Opfordring fandt senere en almindelig Udrykning Sted. Fruerne maatte ud paa Trappen og se paa, at de unge legte Enkemand søger Mage!
Madam Silje sad der bred og godmodig efter al den gode Levemaade og frydede sig …
„Neimæn tog han hende ikke dengang, nei! … Faar spænde Remmen bedre om Livet næste Gang, Fuldmægtig!” lo hun, da hans Forsøg paa at indhente Inger-Johanna glippede … „det er saa pas fin Jomfru at umage sig for.”
Fru Scharfenberg fandt, at det trak paa Trappen, og idet hun flyttede ind i Gangen, hvor Fogdens altid sygelige Hustru sad indballeret i sit Sjal, maatte hun tilstaa for hende og Fru Sorenskriveren, at den unge Dames hensynsløse Maade at løbe paa, — saa man endog kunde se Strømperne høit over Støvlen! — smagte vel meget af det fri … Men Madam Silje fandt det vist ikke det ringeste upassende, mente hun bidende, — „hun havde selv gaat saa mangen Gang i Solbakken med de andre Jenter og raget Hø i blotte Linned, før hun blev gift med Landhandleren —”
Ma gav jo ogsaa Inger-Johanna et ængsteligt Vink, saa snart hun kunde naa til:
„Du maa ikke løbe saa voldsomt, Barn! Det ser ikke godt ud … man maa lade sig tage.”
„Af den Fuldmægtigen, — aldrig i Evighed!”
Ma sukkede.
De holdt paa med Legen til Thetiden, da de efter Middagsbordet savnede igjen viste sig i ud-
