Flasken fra Skabet for at skjænke dem derude hver især en Sup for Hjemkomsten.
I Stuen ventede Aftensbordet; — paa nylagt Dug frisk, rød Fjeldørret og hendes Yndlingsret Jordbær og Fløde …
— — Ikke Tale om at vække hende, saa træt som hun var igaaraftes, havde Far sagt.
Og derfor sad ogsaa Thea udenfor Dørstokken fra Klokken halv syv af og ventede paa, at der skulde høres nogen Støi, saa hun kunde styrte ind med Brættet og Smaakagerne, — for Inger-Johanna skulde have Kaffe paa Sengen.
Jørgen holdt hende med Selskab, optaget af at studere den underlige Laas paa hendes Kuffert og saa af at betragte de lette, fine Sko med Lakering. Han gned sig i Panden og paa Næsen med dem efter at have aandet dem fugtige.
Nu vaagnede hun derinde, — og op gik Døren for Jørgen, Thea, Pasop og bagefter Torbjørg med Kaffekoppen.
Jo, nu var hun hjemme! …
Høduften kom ind af det aabnede Vindu, og hun hørte, de kjørte Læssene buldrende ind paa Laaven.
Og da hun saa ud af Vinduet nedover det lange, smale Vand i Dalen og alle Fjeldtopperne, som løftede sig saa steilt mod Himlen over den lette Taage paa den anden Side, forstod hun endel af sin Mors Fornemmelse af, at her var trangt, og at der var en og tredive lange Mile til Byen. Men saa var det saa duftigt vakkert, — og saa var hun jo hjemme paa Gilje!
Afsted maatte hun og ligge i Høet og lade Jørgen holde Bukken, som var stangvis, saa hun slap forbi, og saa se til hans Værksted og det hemmelige Jagtgevær, han holdt paa at lave sig af Løbet og Laasen af en gammel Soldaterbøsse.
Det var en speciel Betroelse til hans voksne
