… Der stod Mor og Far og Jørgen og Thea og Underofficer Tronberg med sin Væske henne ved Hushjørnet og Gaardens Folk og Jenterne indenfor i Gangen; — og Stor-Ola blev snydt for at løfte Jomfruen hen paa Trappen, for hun hoppede selv fra Karjoltrinet lige i Armene paa Far, og saa kyssede hun Mor og klemte Thea og luggede Jørgen en liden Trækdans rundt om sig paa Trappen, for at han skulde føle Hjemkomstens første Indtryk …
Ja, det var Parasollen, hun havde mistet i Trappen, og som en barbenet Jente kom med. Ma tog omhyggelig vare paa den; … den dyre, fine frynsede Parasol med det lange Elfenbens-Haandtag havde ligget der midt imellem Trappen og Karjolhjulet.
Kapteinen tog selv Kaaben af hende … Haaret, Dragten, Hanskerne, — saadan saa hun ud! … en fin voksen Dame fra Hoved til Fod.
Og saa havde de Giljesolen i Stuen!
„Jeg har siddet og længtet i hele Dag efter Petumlugten og at se lidt af Røgskodden om Hodet dit, Far! — Jeg tror Du er blet lidt tykkere … og saa Stasfrakken! … jeg tænkte Dig altid i den gamle blanke. — Og Mor, … og Mor!” … Hun løb ud efter hende i Spisekammeret, hvor hun blev en lang Stund.
Saa kom hun ud roligere.
I Kjøkkenet lyste en høi Ild. Der stod Marit, en kortvokset, rødmusset Fjeldjente med hvide Tænder og smaa Hænder og stampede Grøden, saa Sveden haglede; hun vidste godt, at Stor-Ola vilde have den, saa femten Karer kunde danse paa Skorpen; — og nu fik hun med ét Hjælp af Frøkenen … Bagefter maatte Inger-Johanna hen og spinde paa Torbjørgs Rok.
Kapteinen fulgte blot og saa til med halvfugtige Øine, og da de kom ind igjen, fik Inger-Johanna
