Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/79

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
71

sig for den mindste Feil eller Mangel paa Punktlighed i sit Embede.””

„Jeg mener den Onde ri’er Fyren, — naar han er Stiftamtmand!!” udbrød Kapteinen.

„Stakkars Josias!” sukkede Ma, „han var altid den mest nærtagende af Brødrene; men det bedste Hode.”

„Ja, Skriveren i Ryfylke har nok ta’t baade Kræfterne og Villien for sin Part.” …


Fjorten Dage efter overraskedes de af Brev fra Stiftamtmandinden og indlagt et fra Inger-Johanna.

… Stiftamtmandinden maatte under alle Omstændigheder faa beholde sin kjære Inger-Johanna mindst endnu ét Aar; hun var blevet dem, baade hende og Stiftamtmanden, uundværlig, saa at de endog havde ondt for at tænke sig, at hun overhovedet kunde have et andet Hjem … „Sin Onkel har hun nu engang forvænnet ved det ungdommelige Liv, hun har tilført Huset. Min kjære Zittow med sin skrupuløse Samvittighedsfuldhed er i sit store Embede overlæsset af Ængstelser og Ansvar og trænger saare vel til Adspredelse og Opmuntring efter sine mange vaagne Nætter. Ja saa egoistiske er vi,” spøgte hun „at jeg vil foreslaa, at vi deler hende paa den uretfærdige Maade, at hun til Sommeren gjør et Besøg hjem; men kun for atter at komme ned til os. Andet vilde være en stor Skuffelse.

Men, lad os ikke for tidligt bringe et maaske unødigt Tvistens Æble paa Tapetet; det kunde blive som med Trætten mellem Stormagterne om den smukke Ø i Middelhavet; midt under de diplomatiske Forhandlinger forsvandt den! Og jeg tør jo langt fra indestaa for, at vor kjære Tvistens Gjen-