Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
64


Ma maatte op, og Thea og Jørgen med paa Forhør.

Der … der paa Bordet … deri … havde den ligget nu i fem Maaneder. Var det Meningen at gjøre ham rent ulykkelig med al denne Ordningen og Vaskingen?

„Men kjære, kjære Jæger, vi finder den nok, naar Du blot gi’r lidt Taal, … bare vi leder” …

Og der blev en Leden rundt om helt indover paa Loftet, under gamle Vindusruder, omvendte Borde, Garnvinder, Skabe og Skrammel. Jørgen stod i sin angstfulde Iver paa Hovedet gravende dybt ned i en Tønde, da Ma endelig snildelig fik ledet Undersøgelsens Retning indover mod Kontoret igjen:

„Oppe paa Kontorskabet ligger et stort blaat Omslag, men der har Du vel været” …

„Der? … Jeg gad vide, hvem der har fordristet sig til at” …

Han fo’r ind paa Kontoret igjen.

Ja der laa de!

Han slængte Ridsefjæren; han var aldeles ikke oplagt til at arbeide længere, og sad og saa mørk ud for sig med Albuen støttet mod Pulten …

„Det er din Skyld, siger jeg, Ma! — Eller var det kanske mig, som havde det fiffige Indfald at sende hende til Ryfylke?”

Han slog i Pulten.

„Det er Blodpenge … Blodpenge, siger jeg! — Skal det gaa til paa den Maaden, hvad skal vi saa ha’ til at faa Jørgen frem med? — huf, det stiger mig saa til Ho’det! … Atten Daler kastet rent i Bækken” …

„En Søndagskjole maa hun jo have; Thinka har nu slidt paa de Klæder, hun havde hjemmefra, i over halvandet Aar.”

— „End nye Tøies Snørestøvler fra Stavanger! Ja saamæn, ikke mindre end fra Stavanger … det