men ellers heder det jo i Visen „stolt Jomfrue!” Der er noget ligt en Modsigelse i det” …
„Aa Far! del dem i to Pelotoner, det er mest de stygge, som faar være bøielige,” humrede Kapteinen.
„Skjønheden staar nu ikke saa længe, og saa er det bedst at tænke paa de Aar, da en skal være føielig,” bemærkede Ma ned i Strikketøiet.
„„Med Fransken gaar det i en Fei;”” fortsatte Kapteinen Brevet, „„jeg er alt færdig med den før Frokosten, og Tante er saa fornøiet med min Udtale. Men saa kommer Pianoet fra ni til elleve, huf bare Øvelser! og saa tager Tante imod Visiter.
Og gjæt Saa, hvem der kom ind iforgaars? Ingen anden end Student Grip! Det var, som jeg skulde kjende ham rigtig perle godt og ligt ham endnu bedre, saa glad blev jeg ved endelig at se nogen, som vidste om os hjemme. Men tænk! jeg er aldeles ikke vis paa; om han ikke forsøgte sig i at hovmesterere Tante; og saa havde han den Dristighed at se paa mig, som jeg skulde være enig med ham. Tante har hjulpet ham til en Post paa Onkels Kontor, fordi hun hørte, han havde faaet saadan udmærket Eksamen og var saa begavet, men næsten ingenting havde hjemmefra til at studere for.””
„Jeg vaagede mine tre Daler paa ham … men hvordan den Fyren kunde bjerge sig Slig til Artium, gaar over min Forstand!” udstødte Kapteinen.
„Men dem betalte han jo rigtig igjen, Jæger, — med Porto og alting.”
Kapteinen holdt Brevet op til Lyset igjen.
… „„Og saa mente Tante, han kunde have godt af lidt Afslibning i sit Væsen, og tilholdt ham at komme til hendes Fjortendagssoiréer, hun ser saa gjerne Ungdom om sig; men det lod han Tante mærke, at han ansaa for en Befaling og Tvang.
