det, Inger-Johanna! — Du har Forstand nok, kan Du ogsaa lære at styre Villien; den er din Fare, Barn.”
Inger-Johanna saa op paa sin Mor næsten med et Udtryk af Angst. Det kæmpede smerteligt i hendes Fatteevne … Hos hende, hos hvem der altid var Raad, skimtede hun pludselig det udveiløse. …
„Jeg taaler næsten ikke at miste Ungen af Øinene ikvæld, og saa la’r I mig gaa alene derinde!” kom Kapteinen knirkende i Døren. „Du har ikke en Tanke paa, hvor ødt og ensomt det vil bli’ for mig, Ma!” Han pustede ud som en Hval.
„Nu kommer vi alle ind … Og kanske Far vil synge lidt iaften?” opmuntrede Ma.
Kapteinens staute, nu lidt rustne Bas var hans Stolthed og Berømmelse fra Ungdomstiden.
Klaveret blev ryddet for Bøger og Papirer; Laaget maatte slaas helt op, naar Far skulde synge.
Det stod der med sine gule Tænder, sin tynde, skraldende Tone og sine fire afdøde Taster; og Ma maatte akkompagnere, hvorved hun altid et eller andetsteds blev liggende efter, som en Sæk, der er faldt ned fra en Vogn, medens Hesten ufortrødent traver videre henover Veien. Hans Utaalmodighed bar hun med stoisk Ro.
Ikvæld gik det gjennem „Heimkringlas panna, du höga Nord” og „Vikingebalken” til „Se der kommer jagtens drottning, arme Frithjof se ei dit, Som en stjerna på en vårsky sitter hon på gångar hvit” …
Han sang, saa det dirrede i Ruderne.
