Der skulde ingen have mere …
Nu gik han der og plystrede og stirrede i Gulvet …
Det var Synd at se paa Far, hvor han sørgede.
„Du maa skrive hver Maaned, Barn, udførlig og om alting, hører Du! — smaat og stort … hvad Du tænker, — saa Far faar noget at glæde sig i,” formanede Ma, medens de bar af Bordet. —
„Og hør nu, Inger-Johanna!” fortsatte hun, da de kom paa Tomandshaand inde i Spisekammeret, „er det saa, at Stiftamtmandinden vil læse Brevene, saa sæt et lidet Kryds ved Underskriften. Men er der noget iveien, saa sig det til gamle Tante Alette ude i Bispegaarden, saa faar jeg vide det, naar Stor-Ola er inde med Bylæssene. Du véd, Far taaler saa lidt det, som er kjedeligt.”
„Stiftamtmandinden læse, hvad jeg skriver til Dig og Far? — det vil jeg nok se paa?”
„Du maa rette Dig efter hende, Barn! Du har saa let for det, naar Du vil, og Tante er saa uhyre snil og god mod dem, hun liker, naar hun faar det, som hun vil ha’ det. Du ved, hvormeget der kan staa paa, om hun synes om Dig og — Du forstaar, — faar lidt tilovers for Dig. Hun har vist ikke be’t Dig derind ganske uden Tanke om at beholde Dig i Datters Sted.”
„Nogen andens Datter? — ta’ mig fra Dig og Far! Nei, da vil jeg hellere aldrig reise didind.”
Hun satte sig paa Kanten af Melkassen og begyndte at stortude.
„Naa naa, Inger-Johanna!” Ma strøg hende over Haaret; — „vi vil ikke miste Dig, ved Du nok,” — hun skalv i Stemmen. „Det er for dit eget bedste, Barn! Hvad tror Du, I tre Piger har at stole paa, om Far falder fra? Vi maa være glade, om der byder sig en Plads og vel vogte os for at forspilde det, husk paa det, husk altid paa
