Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/51

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
43

Du mener, Ma, med at komme med hele det Oplag af Bomuldsstrømper paa engang? … Det er det, det, det, jeg vil ha’!”

Naturligvis reisevant, som han var. „Men Du taaler ikke at bøie Dig, Jæger!”

Han rettede sig hastig:

„Tror Du Stor-Ola har det Vet, at gnide Svarten med Rigabalsom i Nakkebruddet, og ta’ Flasken med sig i Væsken? — Havde jeg ikke nu tænkt paa det, havde Svarten faat travet med det. Spring ned og sig ham det, Thea!”

„Aa nei!” — han trak opgivet Pustet; „jeg faar gaa selv for at se, at det bli’r rigtig gjort.”

Der blev en Pause, indtil det sidste af hans Trin var afknaget nede i Trappen. Da begyndte Ma at pakke med ilsom Hast:

„Det er bedst at spare Far for Blodopstigninger!”

Koffertens Indhold steg Lag paa Lag, indtil den hvide Serviet tilslut laa ovenpaa og dækkede det hele, og det blot stod igjen at sætte sig paa Laaget og vride Nøglen om.

Mod Aftenstid var den værste Rabalder og Travlhed over. Ma’s fløielsfine Smørgrød med Bringebærsaft til stod paa Bordet og mindede festlig om, at der atter skulde være én mindre i den daglige Ring.

Der spistes i Taushed uden anden Lyd end Klirringen af Skeerne.

„Der Barn! tag min Store Kop. Tag den, naar din Far byder Dig!”

Ja vist var hun vakker, hans Øiesten … Se bare Hænderne, naar hun spiste? — hun var saa fin og bleg som en Nonne.

Han sukkede ud vældig beklemt og skjød Tallerkenen fra Sig.

Taarerne brast frem i Øinene paa Inger-Johanna …