ud Frokosten; hun havde Høaannen og hele det udvendige Stel paa sig.
Han blev noget længe borte.
„Jamen havde ikke Ma tre Daler alligevel, dem kneb jeg til Dem.
Og saa Farvel fra Gilje. Lad os høre, De er kommet vel frem.”
„De skal faa høre det i banko og franko!” strøg Studenten jubelfornøiet afsted.
Ma havde jo først staaet en Stund og knebet Læberne sammen og saa erklærede hun det som sin uforgribelige Mening, at, skulde Kapteinen først hjælpe, maatte det være med alle tre. Han hørtes ikke ud til at viske alting af sig, — havde det ikke paa Overfladen. Og det gik aldeles ikke an at lade ham rende indom Sorenskriveren og Fogden, og kanske Præsten med, fordi han ikke kunde faa laant mere end tre Ort paa Gilje.
— Thinka fortalte den ene Gang efter den anden om alt det, hun og Studenten havde snakket sammen.
„Hvad sagde han da?” pressede Inger-Johanna.
„Aa han var morsom næsten hele Tiden, jeg har aldrig hørt nogen saa morsom.”
„Ja men Du husker da, han sagde nogenting?”
„Aa, — ja det er sandt, — han spurgte om, hvorfor Du læste fransk. Du skulde vel afrettes til Papagøie, saa Du kunde snakke med, naar Du kom ind til Byen” …
„Saa, — hvor vidste han, at jeg skulde ind til Byen?” …
„Han spurgte om, hvor gammel Du var; og saa sagde jeg, at Du skulde konfirmeres og didind. Han kjendte Stiftamtmandens godt; han havde havt Ekstraskriveri eller saadan noget der paa Kontoret, efter at han blev Student.”
„Den Slags Kjendskab, ja!”
