Frokost kom op til ham. Han havde sagt, han maatte betids ud.
Nu gjaldt det med lukkede Øine blindlings at faa anbragt det afgjørende.
Da han kom ned, stod Kapteinen paa Trappen med sin Pibe. Over den fede Nakke, hvor Spænden i det militære Halsbind lyste, stak graalige Haartotter frem under den rødlige Paryk. Han saa lidt stur ud for sig i Morgentaagen, spekulerede paa, om den vilde lægge sig eller lette, saa han turde sætte ivei med Høslaatten.
„Saa De vil afsted nu, Far?”
„Hr. Kaptein! kan — vil De laane mig” — han havde i sit første Morgenmod tænkt fem, men det sank allerede i Trappen til fire og nu foran Kapteinen til — „tre Daler? Jeg har brugt op hver Skilling, jeg havde at komme ind til Kristiania for. De skal faa dem tilbage i Bankobrev straks.”
Kapteinen rømmede sig. Han havde næsten anet noget sligt en og anden Gang paa Fyrens Fjæs igaar … Jo — saadan en Student det var en sikker Gut til at sende tilbage i Banko!
Det trak op til et grættent Grin. Men pludselig antog han en godmodig, flot Mine:
„Tre Daler, siger De? Havde jeg dem saavist selv paa Gaarden, Fart men her er i enkelte Ryk som blaast for Kontanter om Sommeren” …
Han stak den ledige Haand ind paa Brystet af Uniformsfrakken og saa raadløs ud i Luften.
„Naa, hm, … hm,” kom det efter en forsvarlig trykkende Pause. „Er jeg bare vis paa at faa dem tilbage igjen, skal jeg se, om jeg kan opdrive en tre, fire Ort ialfald inde i Husholdningskassen hos Ma, — saavidt, at De kan komme nedover til Fogden eller Sorenskriveren. Det er prægtige Folk, jeg kjender dem; de hjælper paa første Ord.”
Kapteinen gik tætdampende ind ad Kjøkkendøren til Ma, som stod i Spisekammeret og skiftede
