„Holder De mange, Hr. Kaptein?” spurgte han ivrig interesseret.
„Kom! — aa, det gjør ikke noget, at det gaar gjennem Kjøkkenet … kom bare lidt herud paa Bislagtrappen. Ser De den lyse Flekken i Skogen deroppe? … Der tog vi Tømmeret til Fjøset og Grisehuset for to Aar siden.”
Han gik barho’det ud paa Gaardspladsen:
„Marit, Marit, — her er én, som vil se Grisene dine. Nu skal Du staa Mønstring.
Det er en Purke og syv, ser De.
Nøf, nøf ja! — hører Du Ungerne dine, Marit …
Men det var Grundmuren, ser De. Her var akkurat et Sumphul; det sivede der ovenfra Bækken. Og nu, — ser De Renden der? — tørt som Knusk.”
Nu eller aldrig maatte Angrebet gaa for sig.
„— og nu lever de som Herremænd allesammen derinde,” vedblev Kapteinen.
„Alle syv Dalerne? — hvad siger jeg, alle fem Grisene?”
„Hvad?”
„Her er Huen din, Far!” kom Jørgen indenfra … „Og saa staar der nogle og venter af Folkene nede fra Fosser.”
„Saa? — ja saa skal vi bare kige lidt ind i Stalden.”
Der stod Svarten og Brunen netop afsælede, endnu drivvaade og stive i Haarene efter Plogarbeidet.
„Bra Spiltoug, hvad? — og ganske lyst; Hestene kommer ikke stærblinde ud af Døren … Fo—ola Svarten, er Du svet nu?”
Det var en varm, koselig Staldlugt, — og endelig …
„Hr. Kaptein! jeg kommer med en Anmod—”
„Men Ola!” udbrød denne, „se Krybben der hos
