I Sovekammeret ovenpaa hamrede og bankede utaalmodige Hjerter.
Medens Jørgen sov ind med Billedet af sin Løitnant, der gabte lig Svarten, naar den kom ud i Dagen af Stalddøren, og efterat Torbjørg havde slukket Lyset, listede Søstrene sig ud i den store, kolde, mørke Gang. Der stod de alle tre lænede udover Rækværket og stirrede ned paa Peltsene med Skjærfene, som hang paa Bjælkevæggen, og paa Kjøresvøben og de to Sabelhylstre og Flaskefodret, der døsig oplystes af Staldlygten paa Gangbordet
De kjendte Stegeduften stige op, appetitlig og varm, og saa, hvorledes Gjæsterne gik med hver sit Punscheglas i Haanden og med blaffende Lys over Gangen ind i Storstuen.
De hørte Udslagsbordet slaaes ud og dækkes og opfangede siden Lyden af Klinken med Glasse, Latter og høirøstede Stemmer.
Hver Lyd dernede blev udlagt, hver Ordstump digtede sig til noget for deres tørstige Fantasi …
De stod der i Kulden, indtil de huttrede og hakkede med Tænderne, og deres Lemmer skalv mod Træværket, saa at de maatte ind i Sengen igjen og tine sig op …
De hørte, hvorledes Stolene larmede, da man endelig brød op fra Bordet, og de maatte ud paa Gangen igjen, Thinka og Inger-Johanna — Thea sov. Det hjalp noget, naar de satte Fødderne op paa den underste Række af Gelænderet, eller hang sig over det med Benene trukne op under sig.
Thinka holdt ud, fordi Inger-Johanna holdt ud; men tilslut maatte ogsaa hun give tabt; hun kjendte ikke sine Ben mere. Og nu hang Inger-Johanna der alene udover Rækværket …
En vis lummer, sammenfrosset Punsch- og Tobaksduft steg op igjennem Trappen i Kulden, og, for hver Gang Døren dernede aabnedes og viste
Jonas Lie: Samlede Værker. VI. 2
