lydeligt henne i Veien bag Vedskjulet … Nu hørte de Frosten gnisse og knirke under Slædemeierne.
Kapteinen satte Lysestagen paa Bordet i Gangen, hvis Gulv var nyskuret, vaadt og strøt med Ener. Han gik ud paa Trappen, medens Børnene, Hoved ved Hoved, gløttede ud af Kjøkkendøren og hindrede Pasop, der knurrede og bar sig bagom dem, fra at storme ud og gjø.
„God Kvæld, Rønnow! … God Kvæld, Hr. Løitnant! — velkommen til Gilje!” lød hans kraftige, oprømte Stemme, idet den Akedoning, der paa sidste Skifte var beæret med Navn af Bredslæde, svingede ind paa Gaardspladsen og hen til Trappen. „I er fint kjørende, ser jeg!”
„Hundekoldt, Peter! … Hundekoldt, Peter,” svarte det fra den høie Peltsskikkelse, der slap Tougtømmerne og nu noget stiv i sine Bevægelser steg ud af Slæden, medens Hesten svedig rystede sig i Sælen, saa det skraldede i Dombjælderne. „Jeg tror vi er bundfrosne. Og saa vilde den lille Rotte, vi har til Hest, ikke gaa … Det er en Grævlingehund, de har spændt for til at grave os igjennem Snefonnerne. — God Dag, Peter! det skal være godt at komme ind hos Dig … Staar til?” endte han oppe i Trappen, rystende Kapteinens Haand. „Tag ind Flaskefodret, Løitnant!”
Medens de to Herrer fik Peltse og Reisestøvler trukne af i Gangen og afgjorde Skydsbetalingen, og Stor-Ola bar Kufferten op paa Gjæsteværelset, udbredte der sig inde fra Stuen en Duft af Kongerøgelse, der med ét bragte Kaptein Rønnows Kavallerinstinkt til at huske paa Fruen, hvem han i Gjensynets Glæde med sin gamle Kammerat hidtil havde glemt. Hans store statelige Skikkelse stansede foran Døren og rettede paa Halsbindet:
„Ser jeg nogenlunde ud, Peter? — saa jeg anstændigen kan staa frem for din Frue,” han fo’r med Haanden gjennem det sorte, krøllede Haar.
