„Stor-Ola Dreng” havde travlt med at bære Ekstrafanger med lang Skived ind i Kjøkkenet og bagefter med at behandle Kapteinens gamle Uniformsfrakke med Sne paa Børsten ude ved Bislaget; — det skulde ikke se ud, som han havde pyntet sig.
Gjæsteværelset gjordes istand med opslagne Senge og Ifyren ligervis, saa det kneppede i den tynde Ovn, og Fluerne pludselig vaagnede og summede under Taget, medens Panelet brunedes udenfor Brandmuren og lugtede Maling. Jørgen kjæmmedes med Vand i Haaret, Smaapigerne skiftede Forklæder, til de skulde ned at hilse, og sattes saa til at lave op Fidibusser til Spillebordet.
Man speidede ud, saalænge Skumringen blot tillod det, baade fra Over- og Underetagen, medens Stor-Ola dernede med Topluen maagede op Sneveien foran Indkjørselen og Trappen.
Og nu, det var blevet mørkt, lyttede Børnene med bankende Hjerter efter den svageste Lyd nede fra Veien. Al deres Tanke og Længsel stod kun ud mod den fremmede fjerne Verden, der saa sjelden besøgte dem, men hvorfra de hørte meget, der klang stort og eventyrligt.
Der er Bjælderne!
Men nei, Thinka tog aldeles feil …
Man var alt paa det rene med det Faktum, da Inger-Johanna, der stod henne i Mørket ved et Vindu, som hun holdt paa Klem, udbrød:
„Men der er de!”
Ganske rigtig. De kunde høre Dombjælderne, efter som Hesten rykkevis tog i og arbeidede sig opover Giljebakkerne.
Gangdøren blev lukket op, og Stor-Ola stod ved Trappen med Staldlygten med Talgstumpen i, færdig til at modtage dem.
Endnu en Venten, og Bjælderne klang med ét
