Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/145

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
137


… „Her er fuld Travlhed med Indpakning og Flytning til Byen. Derfor blir Brevet denne Gang kort.

Gjæster har her været lige til det allersidste. Ensomhed er nu hverken for Onkel eller Tante; og saa længe havde de sagt „Velkommen til Tilderød!” til vi fik det ene længere Besøg efter det andet udover Sommeren — i al Landlighed hed det jo. Men jeg tror nok, man ikke er reist igjen uden at føle, at Tante holder Stil i det. Med al Frihed for enhver især og Anretninger baade ude i Havestuen og paa Verandaen var og blev der dog stadig dette over det, som lod Gjæsterne præstere noget og være paa sit bedste. Man synker ikke let hen i Hverdagslighed, hvor Tante er tilstede; hun smigrer mig nu med, at vi er to om det.

Og jeg véd ikke, hvordan det er, jeg føler mig nu næsten lige saa meget tiltalt af Selskaber som før af Baller. Der er dog en ganske anderledes Anvendelse for den Smule, man kan have af Forstand, og kan jo være en hel, indflydelsesrig Virkekreds; det har Tante aabnet mine Øine for i denne Sommer. Naar man læser om disse aandfulde franske Saloner, hvori Kvinden var Sjælen, faar man et Indtryk af, at der her er et helt Felt for hende. Og at faa leve med og virke i Verden har siddet i mig, siden jeg var liden og sørgede saa over, at jeg ikke var Gut og kunde faa blive noget.

Saa langt var jeg kommet, kjære Forældre! da Jomfru Jørgensen hentede mig ned i Havestuen til Tante. Posten var kommet fra Kontoret inde i Byen, og paa Bordet laa i en Pakke en flad, rød Saffiansæske med et Brev til mig.

Det var et Guldbaand til at have om Haaret med en gul Topas i, og i Brevet stod blot:

„For at kompletere Portrætet!

Rønnow!”