Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
135

op og gjemt sig. Og hun sad nu der med Hodet ned mod Fanget og Forklædet over sig.

Hun havde ikke grædt; det var bare kommet som en saadan Flugt eller Panik over hende; hun følte en uvilkaarlig Trang til at stikke sig bort nogetsteds og lukke Øinene, saa det blev rigtig sort, og hun ikke behøvede at tænke …

Hun saa lidt fjollet ud, da hun fulgte Thea ned til Far og Mor paa Kontoret.

„Thinka,” sagde Kapteinen, da hun kom, ind. „Vi har faat et vigtigt Brev for din Fremtid idag — fra Fogden! Det er vel overflødigt at sige, — efter alle de Opmærksomheder, Du har ladet ham vise Dig i hele Aar, — hvad det handler om og at din Moder og jeg anser det for den største Lykke, der kunde falde i din Lod … og i vor med.

Læs nu Brevet og betænk Dig vel …

Sæt Dig og læs det, Barn!”

Thinka læste; ment det lod ikke til, hun kom langt; hun rystede blot hele Tiden stum paa Hovedet uden at vide af det.

„Du forstaar vel, det er ikke om en ungdommelig Kjærlighed, Sværmeri og sligt noget høit Sludder, han anmoder Dig! Det er, om Du vil udfylde en æret Stilling hos ham, Du spørges, og om Du kan præstere den Velvillie og Omhu for ham, som han ganske naturligt maa kræve af en Hustru?”

Her var intet Svar at faa, — uden et Svagt Støn ned i Fanget.

Det drog op til Høitidelighed i Kapteinens Ansigt …

Men Ma hviskede med Luer og Lyn i Øinene:

„Du ser jo, hun kan ikke …… tænke, Jæger!

Mener Du ikke som jeg, Far!” sagde hun høit, „at det er bedst, vi lader Thinka faa Brevet, saa kan hun overveie det til imorgentidlig … Det var jo saadan Overraskelse.”