Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/142

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
134


Thea saa op paa Faderen, der var noget uvanligt ved ham.

— Da Ma kom ind, gik han med Brevet paa Ryggen og kræmtede. Der var over ham det tilbørlige overveiende Alvor, som Situationen krævede.

„Jeg har faat et Brev, Du — fra Fogden. — Læs!

Eller skal jeg læse?”

Han stod lænet til Pulten og foredrog dets alle tre Sider, Punktum for Punktum, med stor Taalmodighed, til han kom til Humlen, — da slængte han det, saa det snurrede i Luften, og omfavnede Ma vildt …

„Naa, — naa! … hvad siger Du Ma — Tage os en Tur saadan, naar vi vil, ned til vore Svigerbørn!”

Han gned Hænderne …

„Det var en Overraskelse Du — tilgavns. …

„Hm! Hm!” tog han sig igjen kræmtente. — „Det er bedst, Du! vi beder Thinka komme herop, og meddeler hende Indholdet … Mener Du ikke det?”

„Jo—o!” sagde Ma tonløst, hun havde vendt sig til Døren; — hun saa nok hverken Raad eller Udvei mere for hende, stakkar.

Kapteinen gik frem og tilbage paa Kontoret og ventede. Han havde den opstemte, værdige Fadermine, der helt indser Øieblikkets Betydning.

Men hvor blev hun dog af? …

Hun var ikke at finde. De havde ledt efter hende over hele Huset.

Men Kapteinen var idag ikke hidsig …

„Naa da, ser I hende ikke,” spurgte han mildt et Par Gange ud af Døren.

Endelig fandt Thea hende oppe paa Mørkloftet. Did havde hun, da hun saa Ekspressen og hørte, den var fra Fogden, i Anelse om Indholdet tyet