hans lange Fravær en hel Hob efterliggende at ekspedere. Theas norske Grammatik laa paa det grønne Bord ved Døren; hun havde netop læst den op og hørtes at nynne udenfor paa Gangen.
Der blev en Støi i Trappen, og Ma’s Stemme viste nogen ovenpaa — „den Vei — til Kapteinen!”
Det bankede paa.
„God Dag Far! — Naa?”
Det var Ekspres fra Fogden — i Søndagspuds — med et Brev. Det skulde leveres til Kapteinen selv.
„Saa? — Skulde Du ha Svar? — Naa saa! … ja gaa ned i Kjøkkenet, saa faar Du lidt at leve af — og en Dram.”
„Hm, hm,” kræmtede han og kastede det med Segl forsynede Postpapirs Brev hen paa Pulten, medens han foreløbig tog sig en Tur paa Gulvet … „Underretning om Forlovelsen vel … eller kanske alt Indbydelse til Bryllup.”
Han aabnede og læste det staaende … ivrigt, flygtig nedover … En besat lang Indledning! … over den … over den … helt til tredie Side …
Naa der kom det!
Han slog Bagen af Haanden, hvori han holdt Brevet, med et Klask i den anden og satte sig saa ned …
„Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja” …
Han knebsede en to tre Gange i Tanker med Fingrene, klø’de sig bag Øret og endelig polisk op ved Paryken …
„Nei, vil man se, — vil man se.
Og det Sludder om Scharfenberg!” … Han stormede hen til Døren og rev den op; men besindede sig og gik paa Taa hen til Trappen:
„Hvem er der nede i Gangen — Dig Thea?”
Den lille undersætsige, brunøiede Thea fløi op i Trappen.
„Bed Ma komme op Du,” nikkede han.
