„Saa saa, — afsted, siger jeg, din svarte Rakker … gløtter Du engang til saadan tilbage, saa slaar jeg Dig ihjel! … He, he, he, — rend Du, Du skal nok finde Bakke for Dig, min gode Ven!”
Han havde havt dygtig Tømmermænd hele Dagen; men det var ikke det, som kreperede ham, det vidste han.
Og da han kom hjem, hvor de idag ventede Far med stor Spænding efter det lange Fravær, var han mørk i Ansigtet.
„Der Ola! Strigl Hesten … tør den med en Halmvisk først. — Stel den ordentlig, — et Klæde over Ryggen, hører Du! … Jeg har bare kjørt Karen lidt ind imod Bakken.”
Stor-Ola saa paa Kapteinen og gjorde et troværdigt Ryst paa Hovedet, idet han ledede Kjøretøiet bort fra Trappen; — det var vel noget, Kapteinen var snydt paa med denne nye Gampen igjen!
„God Dag, Ma, … god Dag,” kyssede han hende hastigt … „Jo jeg lever vel.”
Han tog af Kappen og Chakoen … „Aa, kan Du ikke lade Marit tage Kufferten og Vadsækken, saa de ikke staar der paa Trappen længere!”
„Aa jo, ja, — har havt det noksaa slidsomt,” unddrog han sig noget kjøligt Thinkas Opmærksomheder … „Læg Sabelen over Knaggene og bring Væsken op paa Soveværelset!”
Selv gik han først op paa Kontoret for at undersøge Posten og saa ned i Stalden for at efterse, hvordan Stor-Ola haandterede Svarten.
Der var noget, som gik af Far, det var klart det. …
Ma’s Ansigt svævede ængstelig bekymret efter ham her og der i Døraabningerne, og Thinka gled ind og ud uden at bryde Tausheden.
Da han kom ind, stod Aftensbordet dækket, —
Jonas Lie: Samlede Værker. VI.
