Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/135

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
127

er for haard med ham, Guro!” Han nikkede hen til de fnisende Jenter.

Guro saa med store, blanke Øine op paa Kapteinen. Hvor kunde han nu vide det?

Kapteinen kjendte Bygden baade ud og ind, fremlængs og baglængs, som han udtrykte sig. Han havde en ganske ubegribelig Spornæse for paatænkte Gaardhandler, Giftermaal, Forlovelser og endel af den Art, der vedkom de unge Mandskaber. Guro Granlien var ikke den første Jente, som spilede Øinene op i den Anledning! Han havde ypperlige Kilder i sine fem Underofficerer, men ikke mindst i sin egen for disse Ting altid vaagne Interesse.

Og naar han idag gjorde den lille Afstikker opom Auktionsstedet, var Grunden vistnok langt mindre den „høstbære Ko”, end hans livlige Begjær efter at fange Nyheder, der kunde være kommet til under hans lange Fravær.

Det var ham derfor heller ikke saa uvelkomment, da Enken kom ud og bød ham ind i „Andre-Stuen”, hvor han ialfald maatte nyde en Taar Øl, før han forlod Gaarden.

Han var nysgjerrig efter at faa skriftet hende lidt om Muligheden af nyt Giftermaal, — og havde jo ogsaa den Tilfredsstillelse efter en halv Times fortrolig Passiar at have udvundet af hendes Tillid hele den sande og virkelige Stand af hendes Tanker for sig og Gaarden.

Der snød ham nu ingen længere for den Sag … Enken paa Bergset vilde sidde i uskiftet Bo og — ikke gifte sig. Men det brød hun sig ikke om at lade komme ud; hun vilde være omstridt, i Kurs, som et Parti i Bygden naturligvis. …

Kapteinen forstod det saa godt; — det var det fule. …

Noget skulde der tales om andet ogsaa tilslut, og saa sagde Randi i Aand af det forrige: