Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/131

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
123

Kaffe Søndagen, før de nu reiste ned til Tilderød, og hun lod Pigen nægte sig hjemme for ham. Der faldt ikke naadig Omtale i Anledning af hans „Søndagsprofessorat i rabulistiske Idéer” som hun benævnte det.

Jeg antager, at det maa være noget af den Slags, som ogsaa jeg i min Ungdom sværmede for ved at læse Rousseau’s Emile, der optog mig meget, ja tildels endnu kan udfylde endel af mine Tanker. Thi hun anførte som en Hovedanskuelse hos ham, at han i sin fremfusende Blindhed mente at kunne simplificere Verden, og derunder først og fremst Opdragelsen, til enkelte ganske faa, naturlige Sætninger eller saakaldte Principier. Og Du véd, vi — dog det bliver nok alt for langt. Kort at sige, da Inger-Johanna med Heftighed faldt ind til hans Forsvar, saa hun i ham kun Sønnen af den fjollede „Kadet paa Lurleiken”, som han kaldes, en af Landets velkjendte, morsomme Figurer; men denne var, foruden med Faderens forstyrrede Idéer, tillige udrustet med en Evne til at haandtere det frygtede Vaaben: Satiren, — voilà Blændværket Grip!

Ungdommelige Studenteridéer kunde maaske nok saa klædeligt bruges som pikante Samtaleemner; men derfra til fremfusende og paa en opsigtsvækkende Maade at sætte dem i Gang uden Agtelse for ældres Mening, var et stort Skridt, var pretentiøst og viste noget umodent, første-generationsmæssigt, der paa ingen Maade burde gouteres!

Jeg har anført dette saa vidtløftigt for af selve Udtalelserne at vise Dig, at der her kan være noksaa meget Bomuld i Linet, som man siger.

Og siden jeg skal op i Lyset med Hjerteroden, vil jeg have sagt Dig, at han ser mig ud til en troværdig, sanddru ung Mand, der er i sin Natur, som han taler til og ikke anderledes, og bærer et vakkert Stempel i sit Ansigt og hele Væsen! Om